En skrøbelighed af porcelænstynde knogler holdt sammen ved træning, træning, træning

Ved kontrol og indlæggelse er det rent lægelige i centrum, naturligvis. Men har man overskud, så vil der altid være medpatienter med myelomatose, som man kan få en erfaringsnær snak med.

Dette var en af de stærkeste drivkræfter, da foreningen blev dannet for ti år siden.

Anne Maglegaard fortalte således til Myelomatosebladet: ”Jeg kom ’ind i det’, fordi jeg flere gange bad Peter Gimsing om at måtte tale med en person, der var i samme situation som jeg. Således mødte jeg Lisa Kristiansen, og hun gav mig mod til at kaste mig ud i en stamcelletransplantation.”

 

Jeg vil gerne fortælle om en medpatient – vi kan kalde ham Jens – som gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg gik hjem og skrev det ned.

 

Jens er opgivet af lægerne for kemo’en kan ikke gøre mere for ham.

Men ellers er ’opgivet’ ikke et ord, Jens bruger ret meget.

”Livet er dejligt, og det er værd at kæmpe for.” gentager han ofte. Vi går begge til kontrol på Odense Sygehus.

Livet er dejligt og derfor kæmper Jens hver dag fem timer med sin genoptræning hjemme i stuen. Fem timer eller mere. Der skal hviles lidt ind imellem, men ellers bare træning og træning. Han går i ottetal med rollatoren eller fra væg til væg med sine armstokke. Der er mange andre øvelser at kaste sig over, det gælder blot om ikke at falde.

”Lov mig en ting, Jens, lad være med at falde”, den sætning fra overlæge Abildgaard ligger hele tiden i baghovedet.

At falde vil betyde, at denne skrøbelighed af porcelænstynde knogler brister, og der vil ikke mere være noget at hænge hoved, lunger, muskler og lemmer op på. Tilbage vil være en bylt uden stativ.

Men ved at træne så bliver musklerne i stand til at holde på knoglerne, som igen holder på resten af hele herligheden. Derfor er træning ligeså vigtig som at trække vejret og få noget at spise. Træning, træning, træning, kun afbrudt af små hvilepauser.

Træningen betyder, at Jens fx kunne være med til sit barnebarns konfirmation for fjorten dage siden.

 

Jeg spørger: ”Hvordan med smerter, har du smerter?”

”Ja, hele tiden”

”Hvor?”

”Over det hele: ryggen, brystet, skuldrene, bækken og lårene, men du må ikke tro, jeg er ked af det. Jeg har det godt.”

Jeg kan ikke se, han lider. Hans ansigt er vågen og friskt.

Jeg spørger: ”Får du smertestillende?”

”Ja, både kort- og langtidsvirkende. Det hjælper meget. Men jeg får ikke mere, end at jeg føler mig frisk i hovedet. Ellers ville jeg nok heller ikke kunne tage mig sammen og træne. Det er træningen, der holder mig i live. Det er helt sikkert. Kemo’en kan ikke hjælpe mig mere.”

Jens er 68 år og har haft myelomatose i 9 år. Jeg spørger:

”Hvordan var udsigterne, dengang du fik din diagnose?”

”Jeg spurgte, hvor længe jeg kunne leve. Lægen svarede mellem 8 måneder og to-tre år. Men jeg kæmper og det er derfor, jeg er i live i dag. Og så er jeg heldig, det skal man også være.”

 

Jeg forhørte mig om Jens, da jeg var til kontrol tre måneder senere. Han var ikke mere. Det gjorde lidt ondt i brystet, men alligevel var det ikke kun sort. Jeg lærte, hvor glad man kan være for livet, selv når det er ved at rinde ud, samt at det giver livsmod at kæmpe.