Hvordan vurderes det, hvor fremskreden sygdommen er?

Når en patient får diagnosticeret myelomatose, er det vigtigt at vurdere, hvor fremskreden sygdommen er. Hvis sygdommen er konstateret i tidlig fase er det ikke altid nødvendig med behandling. Sygdommen kan være stabil og ikke give symptomer i lang tid, måske flere år. Udsigterne forværres ikke ved at vente med at starte behandling i den fase. Hvis sygdommen derimod har medført symptomer, skader på knoglerne, blodmangel, hyppige infektioner eller anden påvirkning af raske organer i kroppen, vil der være behov for at give behandling.

Myelomatose inddeles i 3 stadier baseret på måling i blodet af 2 forskellige proteiner, kaldet albumin og beta-2-mikroglobulin. I stadium 1 er disse begge normale, og der vil ofte ikke være symptomer eller behov for behandling. I stadium 2 vil der være forstyrrelse med enten nedsat albumin eller let forhøjet beta-2-mikroglobulin. De fleste patienter i stadium 2 vil have symptomer eller tegn på organskader og vil have behov for behandling. I stadium 3 er beta-2-mikroglobulin kraftig forhøjet, og forventeligt vil alle patienter i dette stadie, vil have behov for behandling.

Typiske symptomer og årsager til behov for start af behandling er knoglesmerter, blodmangel, forhøjet kalk i blodet og påvirket nyre-funktion.

En høj M-komponent er i sig selv ikke nødvendigvis udtryk for, at myelomatosen er i højt stadium eller behandlingskrævende. Faktisk kan myelomatose i lange perioder være uden særlig aktivitet eller forbundet med symptomer, selvom M-komponenten er høj. En hurtigt stigende M-komponent er derimod mere alarmerende.