Vellykket online generalforsamling den 21. marts

Dansk Myelomatose Forening valgte at afholde sin ordinære generalforsamling 2021 online, i stedet for igen at skubbe den på grund af forsamlingsforbuddet.

Af næstformand Lisbeth Egeskov

Dansk Myelomatose Forening afholdt søndag den 21. marts ordinær generalforsamling i henhold til vedtægterne. På grund af corona-restriktionerne måtte generalforsamlingen afholdes online. Bestyrelsen var under generalforsamlingen samlet på Konferencecenter Severin i Middelfart, hvor vi måtte sidde i to adskilte lokaler, 5 personer i hver.

Du kan se den filmede generalforsamling på Youtube ved at klikke her.

Der deltog ca. 30 medlemmer i generalforsamlingen, som takket være minutiøs forberedelse på den tekniske side ved bestyrelsesmedlem Meinhardt Jacobsen forløb uden tekniske problemer.

Formand Søren Dybdahl bød velkommen, og overgav ordet til ordstyreren, bestyrelsesmedlem Gitte Andersen. På grund af restriktionerne kunne vi ikke være flere i lokalerne, og det blev konstateret, at Gitte Andersen var valgt uden mulighed for at hente en ekstern ordstyrer ind.

Årsberetning, regnskab og budget

Ordstyreren konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt varslet og indkaldt, og gav ordet tilbage til formanden, som aflagde foreningens årsberetning, der dækker årene 2019 og 2020. Årsberetningen blev overgivet til generalforsamlingen.

Læs formandens beretning i sin fulde længde

Efter årsberetningen var godkendt uden bemærkninger, var der lejlighed til at kommentere eller gøre indsigelser, men der kom ingen kommentarer. Årsberetningen kunne derefter betragtes som godkendt.

Kasserer Ove Nielsen fremlagde herefter foreningens årsregnskaber for 2019 og 2020 samt budgettet for 2021, da det på grund af restriktionerne ikke var muligt at have foreningens bogholder Karsten Pedersen til stede.

Kassereren oplyste, at foreningen har en solid økonomi, og at der på grund af Covid-19 blev fremlagt to årsregnskaber, idet det ikke havde været muligt at afholde generalforsamling i 2020.

Begge regnskaber var kontrolleret af foreningens interne revisorer og foreningens eksterne revisor. Revisorerne havde ingen bemærkninger til regnskaberne.

Generalforsamlingen havde heller ingen bemærkninger eller indsigelser til de fremlagte regnskaber og budgettet, og de var dermed godkendt.

Se regnskab for 2019
Se regnskab for 2020 og budget for 2021

Kontingent og betalingsservice

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på 250 kroner og personligt medlemskab. Der kom ingen indvendinger, og forslaget var dermed vedtaget.

Der var indkommet forslag fra medlem Linda Thomsen om at give mulighed for at betale kontingent via betalingsservice. Forslaget var indkommet betids, og kasserer og bogholder havde derfor haft tid til at undersøge sagen. Det viste sig, at tiden nu var blevet moden (i modsætning til tidligere, hvor dette var undersøgt og fundet for dyrt). Posttaksterne er nu steget så meget, at det er billigere, at medlemmerne betaler med betalingsservice i stedet for girokort.

Forslaget blev vedtaget uden bemærkninger.

Bestyrelsen takkede Linda Thomsen for forslaget, og kassereren oplyste, at det på girokortene for 2022 vil være muligt at tilmelde sin kontingentbetaling til betalingsservice.

Valg til bestyrelsen

Herefter gik generalforsamlingen over til valg til bestyrelsen i henhold til vedtægterne. Da der ikke var afholdt generalforsamling og valg til bestyrelsen i 2020, var alle bestyrelsesmedlemmer samt de ad hoc supplerede bestyrelsesmedlemmer og suppleanter på valg.

På valg for to år (ulige årstal) var Søren Dybdahl, Lisbeth Egeskov, Meinhardt Jacobsen og Ove Nielsen.

På valg for et år (lige årstal) var Gitte Andersen, Marie Springer og Kris Jensen.

De tre suppleanter på valg for et år var: 1. suppleant Merete Andersen, 2. suppleant Annette Jacobsen og 3. suppleant Carsten Levin.

Alle blev valgt uden indvendinger og modkandidater, og medlem Kent Salomonsen skrev og ønskede hele bestyrelsen tillykke med valget.

På valg var også de interne revisorer Ulf Dalum for et år (til valg på lige år) og Birte Johansen for to år (til valg på ulige år). Revisorsuppleant Sten Grenbom blev valgt for et år. De interne revisorer blev valgt uden bemærkninger og modkandidater.

Som eksterne revisor foreslog bestyrelsen at genvælge Kappelskov Revision A/S, som blev valgt uden indvendinger og modkandidater.

Der indkom ingen punkter til eventuelt, kun en hilsen fra Lena Remmer Lund, som ville vide hvor mange der har deltaget i generalforsamlingen. Formanden kunne oplyse, at der desværre var flere som havde vanskeligheder med at logge på den virtuelle udsendelse, men at der er i løbet af generalforsamlingen er registreret 20-25 unikke brugere, dette tal blev umiddelbart efter generalforsamlingen rettet til 30 unikke brugere.

Lena Remmer Lund spurgte også, om foreningen forventer at gennemføre det planlagte pårørendearrangement den 12. juni. Dette blev bekræftet, såfremt vi får lov af myndighederne.

Herefter kunne formanden orientere om, at bestyrelsen efterfølgende ville konstituere sig og takkede herefter for deltagelsen i generalforsamlingen.

Problemer med at logge på
Undervejs i generalforsamlingen blev et par bestyrelsesmedlemmer kontaktet af medlemmer, der havde problemer med at logge på og deltage. Det blev ret hurtigt klart, at dette problem kunne skyldes, at medlemmet havde en browser, der ikke var opdateret. Denne information blev givet videre til de pågældende medlemmer, som efter bestyrelsens oplysninger herefter lykkedes med at logge på.

Bestyrelsen konstituerede sig
Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således på posterne og i de faste arbejdsgrupper:
Formand: Søren Dybdahl
Næstformand: Lisbeth Egeskov
Kasserer: Ove Nielsen
Sekretær: Kris Jensen
AL Amyloidose: Merete Andersen
Netværkskoordinatorer: Meinhardt Jacobsen og Gitte Andersen
Pårørendekontakter: Marie Springer, Ove Nielsen og Annette Jacobsen
Fagudvalg og RKKP: Lisbeth Egeskov og Carsten Levin
Internationalt samarbejde: Søren Dybdahl, Kris Jensen og Meinhardt Jacobsen
Industrikontakt: Søren Dybdahl, Kris Jensen, Annette Jacobsen, og Merete Andersen
Redaktion og kommunikation: Søren Dybdahl, Lisbeth Egeskov, Carsten Levin
Sociale medier: Lisbeth Egeskov, Meinhardt Jacobsen, Carsten Levin, Merete Andersen, Annette Jacobsen og Marie Springer

Læs det fyldige og underskrevne referat fra generalforsamlingen i Dansk Myelomatose Forening den 21. marts 2021.

Skriv en kommentar