Ja, hvordan var det nu lige at få stillet diagnosen. Det husker jeg nu ikke lige, men selve optakten jo, den husker jeg, og det er nu nok mest den historie, jeg vil fortælle dig!
Det hele startede en tidlig onsdag morgen her i København, hvor jeg stod og børstede mine tænder ude ved køkkenvasken, og på en eller anden mystisk vis fik jeg skubbet tandbørsten for langt ned i halsen, hvilken gav mig trangen til at kaste op og samtidig lave en bevægelse, hvorved der lød et kæmpe smæld fra min lænd, og jeg siger dig et smæld, der tog pusten fra mig.
Jeg samlede al min tankevirksomhed i kampen om at bevare min bevidsthed, og koncentrerede mig om min fødselsret og mine ærinder:- at komme i bad og videre til dagens begivenheder.
Og jeg siger dig kære læser, aldrig har et af mine bade været så modbydeligt, men nu var jeg ren og pæn til at klare resten af dagens bud; men det nye var, at jeg havde ondt i ryggen – sådan helt præcis mellem mine skulderplader og en ulidelig trækken fra “skulderpletten” og ned over lænden – plus det der nip og nap lige i “pletten” og hele tiden skulle jeg lige som strække min arme opad! Så inden jeg tog af sted, fandt jeg adressen på en fysioterapeut på Jyllingevej og fik en tid samme dag allerede kl. 9. Herefter ringede jeg til min splinternye arbejdsplads og meddelte, at jeg ville møde senere, og som det sidste ringede jeg og bestilte en taxa med afgang til “fyssen”.
Vejret var kanon flot blå himmel og en lysende skarp klar sol, chaufføren venlig og lidt søgende om hvilke vej, der nu var mest hensigtsmæssige. Omsider fandt han adressen. Herefter tøffede jeg hen til indgangen og ringede på dørtelefonen, blev lukket ind og traskede op ad trapperne – en præstation, der på en eller anden måde lige pludselig virkede uoverkommelig!
Der var ventetid, og jeg oplevede mig selv vandre rundt som en utålmodig hunløve mellem diverse genoptræningsredskaber, inden det blev min tur, og undervejs blev min vejrtrækning mere anstrengt. Da turen endelig blev min, hjalp “fyssen” mig af med tøjet og op på briksen – av av, det var jeg ikke meget for; hvortil “fyssen” vurderede; “Ned med dig, Helle – dig vil jeg overhovedet ikke røre ved, førend der er taget et røntgenbillede”! Så på med tøjet og ud at finde en læge, som kunne henvise mig til røntgen.
Så der stod jeg på Jyllingevej, tilflytter fra Århus siden fredag, og nu var det onsdag – hvilken læge kunne jeg skaffe!!! Ja, da tabte jeg overblikket og vejrtrækningen, den tiltagne smerte overmandede mig og telefonlinien var igen optaget, så derfor valgte jeg at ringe til en taxa for at tage på mit nye arbejde (ny ansat, 3 arbejdsdage i Vanløse kommune henhørende den integrerede daginstitution “Landsbyen”, hvor vi sad 30 nye personaler og diskuterede teori og praksis), idet jeg så ville kunne bruge min frokostpause til at få fundet en aftale med en læge, som kunne henvise mig til røntgen. Det lykkedes mig ikke; men jeg havde jo også resten af eftermiddagen, som jeg skulle tilbringe sammen med min godesøn, Casper, som er mit andet barn.
Jeg kan ikke lige huske, hvordan jeg får hentet Casper, i hvert faldt, går der ikke mange timer førend jeg igen sidder i en taxa; men denne gang sammen med Casper, som er blevet bange og vil hjem til sin far, og han beder mig på det kraftigste om at tage på skadestuen – det lover jeg ham, og på det tidspunkt er jeg så fyldt med smerter og vejrtrækningsproblemer, at jeg instinktiv ved, at min søn har reddet mit liv og påtaget sig ansvar, som hører en voksen til. Jeg bider alt i mig og får fremstammet “på gensyn og jeg ringer, når jeg er på hospitalet” – giver ham et kram og kys og beder chaufføren vente med at køre til jeg har set Casper helskindet inde og vinkede fra et af trappe etagens vinduer, da jeg virkelig mærker min umanerlige, umenneskelige, ulidelige og utålelige smerter, mens jeg kæmper for at kontrollere min vejrtrækning og får aftalt med chaufføren om at handle smertestillende håndkøbsmedicin, inden jeg ankommer til hospitalet. Det indvilger han i, og da han forlader bilen, oplever jeg ventetiden som lysår, inden han er tilbage, og vi forsætter til Bispebjerg hospital. Taxachaufføren er et af Guds børn, for han henter en kørestol til mig og siger, at jeg under ingen omstændigheder må lade mig overse eller overhøre af lægerne, før jeg er rask igen! Han bliver hos mig, til det bliver min tur (jeg vil hermed sende ham en stor tak, som jeg ved, jeg aldrig vil kunne gengælde på anden måde). Min vejrtrækning og smerte er nu så ringe og min hukommelse ligeså, jeg fyldes med smertestillende medicin de næste dage vist nok 5-7 dage, hvor jeg ligger på smerteklinikken, da jeg efter en rygmarvsbiopsi få stillet diagnosen mylematose og overflyttes til Rigshospitalet afd l3, som jeg har døbt “mit hjem nummer 2” og hvor jeg heldigvis har glæden at møde jer andre skæbnefæller i kampen for at leve med denne her luske- fise kræftsygdom.
Til slut vil jeg sige tak til Anne Maglegaard, som hjalp mig over telefonen, og som opfordrede mig til at skrive ind til vores foreningsblad, hvilket har givet mig chancen og muligheden for at gennemleve nogle af mine traumer her i mit nye liv, hvor jeg ved, at jeg allerede nu kan sige tak til dig kære læser, fordi du valgte at bruge din tid på at læse min historie.
Kærlige gyldne efterårsknus fra
Helle Milde Ipsen
Frederiksborgvej 43 A
400 KBH N.V
Telefon 86131513