Medicinrådet godkender vedligeholdelsesbehandling

Efter mange måneders tøven har Medicinrådet på et møde 25. september godkendt lægemidlet revlimid (lenalidomid) som vedligeholdelsesbehandling til myelomatosepatienter, der har gennemgået højdosis kemobehandling med stamcellestøtte. Det betyder, at alle patienter, der efter 1. juni 2019 gennemgår højdosis kemoforløb med stamcellestøtte, efter endt behandling som standard vil blive tilbudt vedligeholdesesbehandling med det formål at udskyde tilbagefald.

Revlimid benyttes i forvejen til behandling af myelomatose i udbrud, typisk i kombination med andre lægemidler som dexamethason, bortezomib og cyklofosfamid. Nu får patienterne mulighed for at få vedligeholdesebehandling med lavere dosis revlimid i den periode, hvor sygdommen er i ro.

Kliniske forsøg fra udlandet har påvist, at man kan udskyde tilbagefald og forlænge patientens overlevelse med op til to år ved at tilbyde vedligeholdelsesbehandling. Derfor er vedligeholdelsesbehandling standard i eksempelvis USA. Alligevel har Medicinrådet tidligere tøvet, blandt andet på grund af prisen på behandlingen, og at der kan være væsentlige bivirkninger.

Efter pres fra både Danske Patienter, Kræftens Bekæmpelse og Dansk Myelomatose Forening har rådet genbehandlet sagen og altså valgt at godkende revlimid som standard vedligeholdelsesbehandling efter højdosis kemobehandling med stamcellestøtte.

– På patienternes vegne er vi rigtig glade – og taknemmelige. For nogle patienter kan der være god mening i at få vedligeholdelsesbehandling for at udskyde et eventuelt tilbagefald så længe som muligt. Der er jo evidens for, at patienter i vedligeholdesesbehandling får nogle ekstra år foræret, siger Søren Dybdahl, formand for Dansk Myelomatose Forening.

Han forsætter:
– Der kan være væsentlige bivirkninger ved vedligeholdelsesbehandling, men vi mener grundlæggende, at patienten skal have tilbuddet. Herefter må det være en beslutning mellem læge og patient, om man vil vælge vedligeholdesebehandling.

Medicinrådet vedtog samtidig at anbefale en ny førstelinjebehandling til de ældre patienter, der ikke tåler højdosisforløb med stamcellestøtte. Den nye godkendte standardbehandling til den patientgruppe er revlimid i kombination med velcade og dexamethason.

Læs omtalen af Medicinrådets beslutning i Sundhedspolitisk Tidsskrift

Skriv en kommentar