En forening i fremgang – beretning fra generalforsamlingen

Trods sygdom og udfordringer med helbredet er myelomatosepatienter og deres pårørende en aktiv gruppe, som opsøger viden om sygdom og behandling. Det kan aflæses i medlemstallet for Dansk Myelomatose Forening, der i marts 2019 har rundet 669 medlemmer, heraf ti med adresse i udlandet. 20128 blev således endnu et år med stigende medlemstal, og generelt er foreningen i fremgang både med hensyn til medlemstal og aktiviteter.

Det slog formand Søren Dybdahl fast, da han aflagte beretning for 2018 ved generalforsamling søndag 24. marts på Hotel Nyborg Strand.

“Med en forening med 20 år på bagen er det naturligt, at nogle kommer til og andre falder fra. Men det er den fælles indsats gennem 20 år, som gør, at vi også i dag har en aktiv, velfungerende forening med mange aktiviteter og tilbud til medlemmerne”, sagde Søren Dybdahl.

Han nævnte blandt andet den store søgning til møderne i foreningens 14 netværksgrupper fordelt over hele landet, ligesom han fremhæveden en række arrangementer, hvor Dansk Myelomatose Forening viser flaget.

“I Dansk Myelomatose Forening gør vi vores bedste for at være repræsentant for myelomatosepatienter og deres pårørende for at sikre de bedste behandlingsmuligheder og en forståelse for vores helt særlige livsvilkår. Det tror jeg, er årsagen til, at så mange ønsker at være medlem og støtte op om foreningen. Dertil kommer en lang række aktiviteter og tilbud. Med en ny netværksgruppe på Bornholm er vi oppe på 14 lokale netværksgrupper fordelt fra Aalborg i nord, Esbjerg i vest, Odense midt i det hele, Vordingborg i Syd og Rønne i Øst. Nogle netværksgrupper har 25-30-35 deltagere per møde, og det vidner om behovet for at kunne mødes med andre patienter og pårørende og udveksle erfaringer og bekymringer”

Formanden fortalte desuden om en række planlagte aktiviteter og ideer til det kommende år, ligesom han takkede tovholderne i de lokale netværksgrupper og de andre  frivillige i foreningen for deres store arbejde.

Du kan læse hele formandens beretning her.

Skriv en kommentar