Hej Anne og Kaare
Tak for jeres svar, og I har jo ret. Men jeg tror, det sværeste for mig i dette forløb er uvisheden, at jeg ikke rigtig ved, hvor det bærer hen. Eller hvor længe det varer. Det er næsten ikke til at holde ud at vente på om de får sygdommen i dvale eller ej. Og på om min mand får det bedre psykisk eller ej, for han er brudt helt sammen. Taler om at han ville ønske han havde mod til at tage livet af sig selv, eller kendte en nem måde at gøre det på. Det er hårdt at være tilskuer til. Jeg propper en psykolog i hovedet på ham her i starten af september (han gør det kun for min skyld, tror ikke selv, at en psykolog kan hjælpe ham), og håber det hjælper på det depressive, for antidepressiva vil han ikke have noget af. Men ellers er jeg temmelig magtesløs, og det er HÅRDT!!! MvH Sofie.
PS: Kaare, du averterer efter pårørendehistorier i bladet. Jeg orker ikke selv at levere én pt., men jeg fik utroligt meget ud af at læse Eva Jørgensens bog "Vi ses i morgen", så den synes jeg, I skulle anbefale. Hendes mand havde godt nok ALS, og han døde, men fik dog fred for sine lidelser. Bogen fik mig til at tænke, at jeg kunne bruge flere personlige beretninger fra pårørende, og dér tror jeg måske at de punkter, I har sat op, i virkeligheden kan bremse mere end fremme. Det, der virkelig rører én, er jo det personlige, ikke så meget det saglige. Pårørende tror jeg ikke har brug for at være saglige, bare være dem selv.