I midten af juni 2007 sad jeg og så på nyheder fra norsk TV2. Pludselig kom der et indslag om en ny kræftvaccine, som var under udvikling mod knoglemarvskræft. Man rejser sig selvsagt i stolen og lytter til en sådan meddelelse. En forsker som havde taget Phd graden ved Universitetet i Oslo havde gennem sit femårige doktorgradsarbejde arbejdet med problemstillinger knyttet til flere forskellige kræftformer. Dette var sket under et program for vacciner mod kræft, som er et samarbejde mellem Radiomhospitalet, Rigshospitalet og Universitetet i Oslo. Programmet går under navnet ’Vaccibodies.’
Det, som var det interessante, var selvsagt, at man nu havde gennemført forsøg på mus med særlig fokus på lymfekræft og knoglemarvskræft og med et god respons i 80% af tilfældene. Kliniske forsøg på mennesker skulle igangsættes, men var afhængig af økonomisk støtte, da det er dyrt at gennemføre.
Den norske kræftforeningen støtter nu et forskningsprojekt med den aktuelle forsker, men det har i skrivende stund ikke vært mulig for mig at finde ud af, hvilket omfang denne støtte har, og hvor langt man egentlig er kommet nu i juli 2008.
Principperne bag de forskellige kræftvacciner er at danne en effektiv immunrespons i kroppen, i dette tilfældet mod knoglemarvskræft. Problemet består i at skille kræftcellerne fra de friske celler og finde en effektiv behandling, som ikke også dræber de friske celler i kroppen. Enkelte kræfttyper, blandt andet knoglemarvskræft, danner nogen unikke proteiner på overfladen. Genet på de kræftspecifikke proteiner udtages af patientens egne kræftceller og sættes ind i vaccinen, som indeholder væksthæmmende stoffer, der er skræddersyet til den enkelte patient. Vaccinationen støtter og danner en immunrespons, som gør, at andre celler i kroppen går til angreb på kræftcellerne.
Vaccinen er ikke lige om hjørnet. Pressemeddelelsen siger, at det vil tage 5-10 år før vaccinen er i masseproduktion. Min erfaring er, at det ofte går hurtigere end det, som bliver annonceret. Det så man jo i sin tid med det fælles nordiske forskningsprojekt om HMAS (Højdosisbehandling med stamcellestøtte), som blev den foretrukne behandling mod knoglemarvskræft flere år, før studiet var afsluttet. Nogen vil også komme med i de tidlige kliniske forsøg, men dette vil, tror jeg, i første omgang vil komme til at gælde norske patienter.
Kurt Løvschal