Efter en kræftbehandling oplever mange, at de oven i deres øvrige problemer får dramatiske tandproblemer, som det vil være meget dyrt at få behandlet hos tandlægen – for så vidt det tandlægefagligt er muligt at afhjælpe skaderne. Regionerne administrerer en tilskudsordning, som skal sikre, at kræftpatienter i denne situation ikke får større udgifter til tandbehandling end andre.
Imidlertid er erfaringen i patientforeningerne på kræftområdet, at tilskudsordningen ikke fungerer tilfredsstillende. Mange patienter oplever at få afslag på tilskud, som de mener sig berettigede til, regionernes sagsbehandling virker uigennemskuelig og vilkårlig, og opgørelsen af bevilget tilskud uforudsigelig.
De samlede patientforeninger under Kræftens Bekæmpelse har nedsat en arbejdsgruppe, der arbejder politisk på at få forbedringer og mere klare regler på området.
Hvilke tandproblemer kan man få
Det er almindelig anerkendt, at strålebehandling på hoved og hals forårsager tandproblemer i form af øget karies og karies på utypiske steder.
Ved strålebehandling er de akutte bivirkninger af behandlingen, f.eks. sår i munden, svamp, belægninger, mundsmerter og mundtørhed.
De kroniske bivirkninger er mundtørhed (tungen bliver glat og får indtørrede belægninger), røde og sarte slimhinder (sårdannelse og man kan få svært ved at gabe) samt en øget risiko for huller i tænderne. Tænderne kan desuden blive “skøre” og knække let, ligesom man lettere taber sine plomber.
Ved kemoterapi kan man også få disse gener, men bivirkningerne er som regel mindre og går oftere over af sig selv på et tidspunkt.
Det er almindelig kendt at behandling i længere tid med de knogleforstærkende midler (biofosfonater) Aredia og Zometa, i sjældne tilfælde kan give nekrose af knoglerne i kæberne. Alle patienter bør derfor under bisfosfonatbehandling følge regelmæssig kontrol hos deres egen tandlæge, som bør notere ”CAVE: Bisfosfonatbehandling” uden på journalen. –
God tandhygiejne, undladelse af tandudtrækning og mere begrænset brug af Aredia og Zometa vil formentlig kunne forebygge problemet
Tandudtrækninger skal undgås. Er de nødvendige skal disse foretages på kæbekirurgiske afdelinger.
Hvad kan man få tilskud til
Efter bekendtgørelsen om tandpleje ydes tilskuddet til ”kræftpatienter, der … har betydelige dokumenterede tandproblemer”. Til kemobehandlede ydes tilskuddet dog kun, ”så længe der som følge af kemoterapien fortsat er behov for en særlig indsats.” Man kan få tilskud til f.eks. tandfyldninger, rodbehandlinger, kroner og proteser samt forebyggende behandling, som f.eks. tandrensninger og flourpenslinger.
Lovgrundlaget
Tilskuddet til tandbehandling – i dets nuværende form – blev indført ved en ændring af lov om tandpleje pr. 1. april 2001, og er siden videreført i sundhedslovens § 166, der suppleres af regler i bekendtgørelse om tandpleje,
Ved folketingsbehandlingen i nov. – dec. 2000 fik ordningen tilslutning fra alle partier. Der blev i lovforslaget og forhandlingen lagt vægt på, at ordningen skulle sikre økonomisk ligestilling mellem kræftpatienter og den øvrige befolkning. Det skulle også undgås, at kræftbehandlede af økonomiske grunde måtte undvære relevant tandbehandling.
Tilskuddets beregning
Tilskudsordningen er i princippet udformet med henblik på gennemsnitligt at udligne de forøgede udgifter til tandbehandling for kræftbehandlede. Man antager, at personer uden særlige problemer typisk vil have en årlig egenbetaling til tandlæge (efter det almindelige sygesikringstilskud) på 1.560 kr. (2008-beløb). Udgifter herudover skal betales af regionen, hvis der er tale om udgifter pga. tandproblemer, som efter deres karakter er en følge af kræftbehandling.
Efter bekendtgørelsen om tandpleje ydes tilskuddet til ”kræftpatienter, der … har betydelige dokumenterede tandproblemer”. Til kemobehandlede ydes tilskuddet dog kun, ”så længe der som følge af kemoterapien fortsat er behov for en særlig indsats.”
Det virker uklart, hvilken betydning den særlige formulering skal medføre for tilskuddets administration.
Tilskud ydes i alle tilfælde kun for tandplejeydelser, der skyldes det særlige behov efter kræftbehandling. Realiteten er vistnok, at der kun bevilges éngangstilskud til kemopatienter, således at der i forbindelse med hver ansøgning på ny skal dokumenters sammenhæng mellem tandproblemerne og kemobehandlingen.
Hvordan søger man
I ordningen er forudsat følgende normale forløb af en tilskudssag:
De praktiserende tandlæger skal tage initiativ til at søge tilskud, når der konstateres et behov for behandling, som er tilskudsberettiget. Tandlægen indsender et behandlingsforslag med prisoverslag til regionen og indhenter erklæringer mv. fra hospitalet, der har udført kræftbehandling, til underbyggelse af ansøgningen. Der er særlige skemaer på nettet, som tandlægerne skal bruge ved ansøgning.
Regionen indhenter en tandlægesagkyndig vurdering af ansøgningen og meddeler på denne baggrund en afgørelse i sagen. Afgørelsen sendes til tandlægen med kopi til patienten. Hvis ansøgningen imødekommes meddeler regionen, at behandlingen ifølge behandlingsforslaget kan påbegyndes.
For at der kan opnås tilskud til en behandling, må den principielt ikke være påbegyndt før regionens godkendelse foreligger.
Uopsættelige behandlinger vil dog formentlig kunne udføres uden at patienten mister muligheden for tilskud.
Når en tandbehandling er gennemført afregnes tilskuddet mellem tandlægen og regionen.
Man skal kunne dokumentere, at det er stråle- eller kemobehandlingen, der er årsag til de alvorlige tandproblemer, for at få bevilget tilskuddet fra regionen.
Patienter bør derfor kontakte deres egne tandlæge inden stråle- eller kemo behandlingen går i gang for at få lavet en tandstatus