Behandling

I midten af juni 2007 sad jeg og så på nyheder fra norsk TV2. Pludselig kom der et indslag om en ny kræftvaccine, som var under udvikling mod knoglemarvskræft. Man rejser sig selvsagt i stolen og lytter til en sådan meddelelse. En forsker som havde taget Phd graden ved Universitetet i Oslo havde gennem sit femårige doktorgradsarbejde arbejdet med problemstillinger knyttet til flere forskellige kræftformer. Dette var sket under et program for vacciner mod kræft, som er et samarbejde mellem Radiomhospitalet, Rigshospitalet og Universitetet i Oslo. Programmet går under navnet ’Vaccibodies.’

Det, som var det interessante, var selvsagt, at man nu havde gennemført forsøg på mus med særlig fokus på lymfekræft og knoglemarvskræft og med et god respons i 80% af tilfældene. Kliniske forsøg på mennesker skulle igangsættes, men var afhængig af økonomisk støtte, da det er dyrt at gennemføre.

Den norske kræftforeningen støtter nu et forskningsprojekt med den aktuelle forsker, men det har i skrivende stund ikke vært mulig for mig at finde ud af, hvilket omfang denne støtte har, og hvor langt man egentlig er kommet nu i juli 2008.

Principperne bag de forskellige kræftvacciner er at danne en effektiv immunrespons i kroppen, i dette tilfældet mod knoglemarvskræft. Problemet består i at skille kræftcellerne fra de friske celler og finde en effektiv behandling, som ikke også dræber de friske celler i kroppen.  Enkelte kræfttyper, blandt andet knoglemarvskræft, danner nogen unikke proteiner på overfladen. Genet på de kræftspecifikke proteiner udtages af patientens egne kræftceller og sættes ind i vaccinen, som indeholder væksthæmmende stoffer, der er skræddersyet til den enkelte patient. Vaccinationen støtter og danner en immunrespons, som gør, at andre celler i kroppen går til angreb på kræftcellerne.

Vaccinen er ikke lige om hjørnet. Pressemeddelelsen siger, at det vil tage 5-10 år før vaccinen er i masseproduktion. Min erfaring er, at det ofte går hurtigere end det, som bliver annonceret. Det så man jo i sin tid med det fælles nordiske forskningsprojekt om HMAS (Højdosisbehandling med stamcellestøtte), som blev den foretrukne behandling mod knoglemarvskræft flere år, før studiet var afsluttet. Nogen vil også komme med i de tidlige kliniske forsøg, men dette vil, tror jeg, i første omgang vil komme til at gælde norske patienter.

Kurt Løvschal

Videnskabelig journalist Morten Ryen i samarbejde med Norges Forskningsråd

Artiklen er bragt d. 18. juli 08 på den norske hjemmeside www.forskning.no og oversat af redaktionen.

 

Vaccination mod kræft – hvornår mon?

Det har vist sig at være vanskeligt at lave en effektiv kræftvaccine. Men nu står forskerne ved Rigshospitalet (Oslo) foran et gennembrud, som kan føre til en vaccine imod bl.a. lymfekræft og myelomatose.

 

Både myelomatose og lymfekræft (B-celle lymfomer) er kræfttyper med dårlig prognose. Traditionelt behandles begge kræfttyper med kemo og evt. stamcelletransplantation.

Det har imidlertid vist sig vanskeligt at slå alle kræftcellerne ned, og de fleste patienter får tilbagefald efter en vis periode.

 

Hjælper kroppen med at rydde op

For at bedre langtidsudsigterne for – og måske kurere – patienter med disse kræftformer, har professor Bjarne Bogen og hans gruppe ved Immunologisk Institut på Rigshospitalet (Oslo) arbejdet med en vaccine.

Vaccinen sætter kroppens eget immunforsvar i stand til at nedkæmpe kræftceller, som har overlevet kemo og stamcelletransplantation.

”Det handler med andre ord ikke om en forebyggende vaccine eller en ny behandlingsmetode, men om en strategi for at forhindre tilbagefald”, forklarer Bjarne Bogen.

 

Bjarne Bogen, professor

Bjarne Bogen er professor i medicin (Immunology) ved Oslo Universitet siden 1993   Hovedinteressen er T celle genkendelse af immunglobulin variable regioner af idiotypes (Id) og dens rolle for immunreguleringen, auto-immuniteten samt i beskyttelse og vaccination imod B-celle lymfeknuder og myelomatose. En anden interesse er udviklingen af recombinante antibodies (Troy-bodies) som vaccine.

 

 

Løbske B-celler og plasmeceller

Både lymfekræft og myelomatose har sit udspring i celler, som er vigtige for kroppens immunforsvar, henholdsvis B-celler og plasmeceller.

Normalt har et individ et bredt spekter af B-celler og plasmeceller, som producerer en mængde forskellige antistoffer, som beskytter imod infektioner.

 

Ved B-celle lymfomer har én B-celle udviklet sig ondartet, deler sig og vokser vildt i lymfeknuder og milt.

Ved myelomatose er det en klon af en ondartet plasmecelle, som ekspanderer i knoglemarven.

Fælles for B-celle lymfomer og myelomatose er, at i hver patient vil kræftcellerne lave et enkelt antistof – et såkaldt monoklonalt antistof. Dette monoklonale antistof bliver derfor en markør for kræftsvulsten.

”Denne markør kan bruges som et kræftspecifikt antigen: Hvis man får patientens immunsystem til at angribe det monoklonale antistof, kan det tænkes, at kræftsvulsten elimineres”, siger Bjarne Bogen.

 

Målsøgende molekyler

Centralt i vaccinestrategien er brugen af vaccibodies. Dette er målsøgende molekyler med kræftspecifikke antigener (det monoklonale antistof). De binder sig til antigen-præsenterende celler  (APC), og igangsætter en kraftig immunreaktion. Vacibodies kan indsprøjtes i patienten, enten som DNA eller som et protein, og skræddersyes til den enkelte patient.

 

”Fordi kræft opstår udfra kroppens egne celler, så er det normale immunrespons svagt og kortvarigt. For at sikre en kraftig og vedvarende immunreaktion er det derfor vigtigt, at vacibodies indeholder en gensekvens med noget som er fremmedartet i forhold til patientens egne celler”, siger Bjarne Bogen.

 

Stort anvendelses-område

Vaccinen har været afprøvet på mus med et særdeles godt resultat, men man mangler at afprøve det på mennesker.

Dersom forsøgene er vellykkede, forestiller Bjarne Bogen sig, at vaccibodies kan bruges som et generelt bæremolekyle for at forstærke immunresponset mod en række forskellige sygdomme, blandt andet HIV og influenza.

Forskningsrådet havde kræftforskningen som et strategisk satsningsområde i perioden 2000-2007, hvor dette projekt har fået tildelt sine midler. Denne satsning videreføres nu for perioden 2008-2010.

Thalidomid blev oprindeligt brugt i 1950’erne til behandling af søvnløshed og morgenkvalme, men det har siden vist sig at være meget virksomt mod myelomatose. Det anses af mange for at være det første nye middel, der rigtigt er virksom mod myelomatose i mere end 30 år.

Thalidomid blev i maj 2006 i USA – i kombination med dexamethason – godkendt til behandling af nydiagnosticeret myelomatose. I et forsøg omfattende 207 patienter gav behandling med thalidomid hurtigere respons på behandlingen samtidig med, at flere patienter udviste behandlingsrespons. Der har hidtil i placebokontrollerede forsøg ikke kunnet påvises forbedret overlevelse ved behandling med thalidomid.

Virkningsmekanismer

Thalidomid er et immunomodulatorisk middel (dvs. det påvirker immunsystemet). Man er ikke klar over præcis, hvordan det virker, og der arbejdes stadig på at klarlægge virkningsmekanismerne. Det står klart, at thalidomid har mange virkningsmekanismer herunder en evne til på forskellige måder at forhindre myelomatosecellers vækst og overlevelsesevne samt en evne til at forhindre dannelse af ny blodkar (angiogenese).

De erkendte virkningsmekanismer omfatter:

1. Forhindrer dannelse af ny blodkar til at forsyne kræftcellernes med næring ved at blokere basal fibroblast vækstfaktor (bFGF) og vaskulær endotel vækst faktor (VEGF).
2. Forhindrer vækst og overlevelse af kræftceller samt af de celler, som gør disse i stand til at hæfte sig til knoglemarvens støttevæv.
3. Forandrer de tilhæftningsmolekyler som sidder på kræftcellernes overflade samt knoglemarvens bindevævsceller. Disse fremmer normalt dannelsen af cytokiner, som fremmer kræftcellernes vækst. Muligvis er disse bindevævsmolekyler også involveret i behandlingsresistens
4. Stimulerer T-celler, som hjælper immunsystemet til at angribe og tilintetgøre kræftceller.
5. Ændrer produktion og aktivitet af cytokiner (signalstoffer), som har betydning for myelomatosecellers vækst og overlevelse:

• Hæmmer cyclooxygenase 2 (COX-2)
• Hæmmer tumor nekrosis faktor-alfa (TNF-alfa)
• Hæmmer interleukin 6 (IL-6)
• Fremmer produktion af interleukin 10 (IL-10)
• Fremmer virkning af inteleukin 4 (IL-4), interleukin 5 (IL-5) og interleukin 12 (IL-12)
• Hæmmer TNF-alfa induceret interleukin 8 (IL-8)

 

Reviewed by:                                              Oversat af Hanne Bodilsen
James R. Berenson, MD
Institute for Myeloma & Bone Cancer Research  6/08/05

Velcade er det første af en ny række behandlingsmidler kaldet proteasomhæmmere. Det blev godkendt til klinisk afprøvning i 2003 og var efter mere end 10 år det første nye middel mod myelomatose. I 2005 blev det godkendt til brug efter at patienten havde modtaget én anden form for behandling.

Hvordan virker Velcade

Velcade er en effektiv, målrettet og reversibel proteasomhæmmer. Proteasom findes i alle celler, hvor det er med til at regulere cellens vækst. I laboratorieforsøg er normale celler i stand til at overvinde intermitterende proteasomhæmning, mens mange kræftceller udvikler apoptosis (programmeret celledød) ved proteasomhæmning selv når den er af kortere varighed.

Proteasom er en bestemt gruppering af enzymer, som findes i alle celler. Det spiller en vigtig rolle ved nedbrydning af proteiner involveret i cellens livscyklus, dannelse af ny hårkar (angiogenese), cellernes tilklæbningsevne, cytokinproduktion, celledød samt andre vigtige cellulære processer. Mange af de processer, som er afhængige af proteasom, bidrager til kræftcellers vækst og overlevelse. Hæmning af proteasom fremmer celledød ved at gribe ind i normale processer i cellerne. Laboratorieforsøg har gjort det klart at kræftceller er mere følsomme over for proteasomhæmning end normale celler. Da proteasomhæmning med Velcade er reversibel, er normale celler i stand til at komme sig igen, mens kræftceller har større sandsynlighed for at dø.

Laboratorieforsøg viser, at når Velcade kombineres med andre behandlingsmidler, opnås en bedre effekt, end hvis midlerne anvendes enkeltvis.

Velcade påvirker myelomatoseceller på flere måder. Det påvirker dem direkte ved at forårsage celledød, og det påvirker indirekte deres vækst og overlevelsesevne ved at forandre kræftcellernes omgivelser.

Det menes, at Velcades virkninger kan tilskrives dets evne til at blokere proteinet, nuklear faktor KB (NF-KB), som også findes i alle celler. Det er et styreprotein som tænder og slukker for gener, som producerer proteiner, som stimulerer cellens vækst. Når en celle modtager et signal som f.eks. en vækstfaktor, vil proteiner som f.eks. NF-KB viderebringe beskeden til cellekernen, som er den udøvende enhed. NF-KB formidler også signaler vedrørende produktion af forskellige molekyler, som findes på cellens overflade. Når vi ser på myelomatose drejer det sig om molekyler, som gør kræftcellen i stand til at klæbe sig til knoglemarvens celler. Denne klæbning stimulerer knoglemarvens celler til at producere faktorer, som fremmer kræftcellernes vækst og overlevelsesevne. Det drejer sig om interleukin 6 (IL-6) og vascular endothelial growth factor (VEGF), som igen fremmer vækst af hårkar til fødeforsyning for kræftcellerne.

Således kan Velcade ved at blokere NF-KB forhindre myelomatosecellernes vækst og fremme deres død. Det forhindrer kræftcellerne i at udnytte knoglemarvens celler ved at forhindre dem i at klæbe sig til knoglemarvsceller.

Paul G. Richardson, MD Clinical Director, Jerome Lipper Multiple Myeloma Center Dana-Farber Cancer Institute Instructor in Medicine, Harvard Medical School July 14, 2006

Oversat af Hanne Bodilsen

 

Revlimid^R (lenalidomid, tidligere kaldt Revimid), er det første af Celgenes ny gruppe orale kræftmidler, IMiDs^R. Disse derivativer, som påvirker immunsystemet, ligner kemisk thalidomid, men i laboratorieforsøg har de en kraftigere effekt, og deres bivirkninger er forskellige fra thalidomids. De har flere virkningsmekanismer, som berører såvel kræftcellerne som deres omgivelser.

 

Den 26. juni 2006 blev Revlimid godkendt til brug i kombination med dexamethasone som behandling til myelomatosepatienter, som har modtaget mindst én tidligere behandling. Revlimid/dexamethason er nu anbefalet som behandling til patienter med tilbagefald eller med resistens over for andre behandlingsmidler. Anbefalingen er sket i National Comprehensive Cancer Network^R (NCCN) vejledning for klinisk praksis ved myelomatose. Revlimid/dex. er også blevet afprøvet på en række nydiagnosticerede patienter med det resultat, at det i NCCN vejledninger også er anført som anbefalet indledende behandling til patienter, som skal have stamcelletransplantation.

 

Revlimid er også blevet undersøgt i kombination med andre nye midler herunder bortezomib (Velcade^R, Millennium) på patienter med en tilbagefalden og resistent myelomatose. Revlimid bliver nu vurderet ved andre hæmatologiske kræftlidelser samt ved kræftformer som danner kompakte svulster.

 

Hvordan virker Revlimid (ImiDs)

 

Revlimid  er ligesom thalidomid et middel, som kan påvirke immunsystemets virkningsmekanismer. Revlimid viser sig at have mange virkningsmekanismer over for kræft og betændelsestilstande.

 

Revlimid påvirker immunsystemet på flere forskellige måder. De fremmer immunreaktioner, fremmer immuncellers aktivitet og mindsker betændelsestilstande. Revlimid viser sig at ændre antallet af forskellige cytokiner (vækstfaktorer eller faktorer som forhindrer vækst) og påvirker immunsystemets celler. Undersøgelser viser, at Revlimid:

 

• Fremmer T cellernes aktivitet
• Fremmer de naturlige dræbercellers aktivitet, hvilket hjælper til at dræbe kræftceller
• Fremmer produktionen af interleukin 2 (IL-2), som er en T celle vækstfaktor
• Neddæmper betændelses cytokiner herunder

Tumor necrosis factor-alpha (TNF-alpha)

Interleukin 1-beta (IL-1 beta)

Fremmer produktionen af interleukin 10 (IL-10), et interleukin, som modvirker betændelse

 

Dertil hindrer Revlimid væksten af nye blodkar (angiogenese) ved at hindre en speciel vækstfaktor, vascular endothelial growt factor (VEGF), som styrer dannelse af nye blodkar.

 

Revlimid menes at påvirke myelomatoseceller på mange forskellige måder. Revlimid synes at påvirke myelomatoseceller både direkte og indirekte:

 

• De fremmer apoptosis af myelomatoseceller (programmeret celledød)
• De hindrer myelomatosecellers vækst
• De hindrer vascular endothelial growth factor (VEGF) og hindrer derved dannelse af nye blodkar.
• De hindrer myelomatosecellerne i at fæstne sig til knoglemarvens bindeceller.

 

Dertil synes Revlimid i laboratorieforsøg at samvirke med andre midler mod myelomatose og gør det måske af med myelomatoseceller, som er resistente over for hidtidig behandling. I laboratorieforsøg forøger Revlimid SGN-40s virkning. SGN-40 er et antistof mod humane myelomatoseceller. Der er planlagt et forsøg, som skal vurdere denne mekanisme.

 

S. Vincent Rajkumar, MD            Oversat af Hanne Bodilsen

Professor of Medicine

Mayo Clinic, Rochester, MN

April 13, 2007

Hvad er helvedesild? 
Helvedesild er en hudlidelse, der skyldes skoldkoppe-virus. De allerfleste af os har haft skoldkopper som børn, feber og små blære, der brister og bliver til røde kløende sår på kroppen og ansigtet.
Efter udbruddet lægger virus sig “til hvile” i en gruppe nerveceller, og her ligger det resten af livet, indtil det måske en dag bliver “vækket” igen. Det kan ske, når immunforsvaret/modstandskraft er svækket, og når det er mange år siden, man har haft skoldkopper. Så begynder virus at dele sig, og der fremkommer udslæt, som kaldes helvedesild. Det medicinske fagudtryk er herpes zoster.

Hvordan ved man, det er helvedesild? 
Det første og almindeligste tegn er en sviende smerte i huden nogle dage før selve udslættet starter. Hos nogen vil smerterne være milde og nærmest føles som en kløen. Andre kan få meget kraftige smerter. Nogle dage efter kommer udslættet som små røde hævelser, der hurtigt udvikler sig til vædskefyldte blærer. De brister, tørrer ind og danner skorper, som efterhånden falder af.
Udslættet varer normalt fra fjorten dage til tre uger. Hos nogen kan udbruddet være mere langvarigt.

Hvem kan få helvedesild? 
Alle, der har haft skoldkopper, kan få helvedesild, og det kan ske når som helst i livet. Der behøver ikke at være nogen forklarlig årsag, men sygdommen optræder oftere hos ældre og personer med nedsat immunforsvar. Er man ung og sund, er udbruddet som regel mildt, mens ældre kan være meget plaget af det.

Hvor i kroppen sidder helvedesild?
Som regel på brystet, maven eller ryggen, men udslættet kan også forekomme i ansigtet og på halsen. Det følger som regel en nervebane og ses som et bånd eller et bælte hen over huden. Normalt optræder helvedesild enten på højre eller venstre halvdel af kroppen eller ansigtet.

Hvad kan der ske i værste fald? 
Ingen kan forudsige, hvem der får følgevirkninger efter helvedesild, hvordan det vil udvikle sig, og hvor længe det vil vare. Hos nogle, især personer over 50 år og personer med nedsat immunforsvar, kan følgevirkningen være, at smerterne forsætter længe efter, at selve udslættet er forsvundet, ofte i måneder og i visse tilfælde i flere år.

Hvordan behandler man helvedesild? 
I dag findes der virus-hæmmende medicin, der ikke udrydder selve viruset, men forkorter tiden med smerter og udbruddets varighed og desuden nedsætter risikoen for følgevirkninger.
Unge, sunde personer behøver sjældent nogen form for behandling. Hvis det gør ondt, kan man tage smertestillende medicin. Hvis udbruddet er voldsomt, hvis man er over 50 år, hvis man har nedsat immunforsvar, eller hvis udbruddet angriber øjet, bør man behandles med virushæmmende medicin. Obs! Det er afgørende vigtigt, at behandlingen kommer i gang straks, helst inden 3 dage efter, at udslættet viser sig. Hvis øjet er angrebet, kan behandlingen dog indledes helt op til 7 dage efter udbruddets start.

Hvad gør man, hvis man får mistanke om helvedesild? 
Lad være med at tøve og “se tiden an”. Man bør straks gå til lægen, som derefter vil afgøre, om der skal gives virushæmmende medicin.

Kan helvedesild smitte? 
Den der har helvedsild, kan ikke smitte andre med helvedsild, men man kan overføre skoldkoppe-virus til børn eller voksne, der ikke tidligere har haft skoldkopper. Smittefaren er lille, men hvis man har helvedesild, bør man undgå tæt personkontakt med børn og voksne, ikke mindst gravide, der ikke har haft skoldkopper.

Kan man få helvedesild flere gange?
Det kan man godt, men kun i sjældne tilfælde. Efter et udbrud ligger virus stadig og “hviler” i kroppen, men som regel bliver kroppen immun over for en ny “opvågnen”.

Kilde: Brochure udarbejdet af Galxo Wellcome i samarbejde med Overlæge Carsten Sand Petersen, dermato-venerologisk afd. Bispebjerg Hospital og overlæge Niels Anker Peterslund, med. hæm. afd. Århus Amtssygehus.

Efterskrift
Flere af vore medlemmer har haft Helvedesild, det kommer, som det er beskrevet, når immunforsvaret er svækket, og det viser sig derfor desværre også i forbindelse med kemo. Det kan dog komme på alle tidspunkter, selv fik jeg det efter en slem forkølelse.
Anne

Nedsat kalkindhold i knoglerne (som meget ofte forekommer ved myelomatose) giver knogleskørhed og det giver forøget risiko for sammenfald af ryghvirvler. Den forreste del af ryghvirvlen falder mest sammen, således at ryghvirvlen bliver kileformet (Fig. 1). Det medfører at patienten bliver mindre samt mere eller mindre rundrygget.

Denne tilstand har alvorlige konsekvenser for helbredet:
• Stærke og/eller kroniske smerter
• Nedsat mobilitet og funktionsevne, herunder evne til at udføre dagligdags opgaver
• Nedsat lungekapacitet
• Søvnproblemer

Formålet med det beskedne operative indgreb, som kyphoplasty er, er at fjerne de smerter, som skyldes sammenfaldet, at stabilisere knoglen samt at genskabe ryghvirvlens tidligere højde.

Gennem et lille hul i ryggen indføres en kanyle. Kanylen dirigeres ved hjælp af røntgen til at forme en kanal ind i den sammenfaldne ryghvirvel. Dernæst indføres gennem kanylen en speciel ballon produceret til dette formål (Fig. 2).

Ballonen blæses forsigtigt op. Når ballonen udvider sig presses ryghvirvlen tilbage til sin oprindelige højde, således at der dannes en hulhed inden i ryghvirvlen (Fig. 3). Dernæst fjernes ballonen (Fig. 4).

Under undertryk fyldes hulheden i ryghvirvlen med en speciel cement. Cementen hærder hurtigt og stabiliserer knoglen. Operationen varer ca. en time for hver behandlet ryghvirvel og patienten kan sendes hjem efter et døgns observation. Hos nogle patienter forsvinder smerterne straks, hos andre kan det tage nogle dage. Patienten kan straks genoptage sine daglige gøremål. Efter ca. seks uger kan patienten også begynde at foretage tungere løft igen.

Oversat og bearbejdet af Hanne Bodilsen

Følgende er uddrag af tekster fra nettet samlet af Hanne Bodilsen.

Vores immunforsvar arbejder døgnet rundt, uden at vi normalt lægger mærke til det. Vi lægger kun mærke til vores immunforsvar, når det ind imellem har en mærkbar effekt, eller når det på en eller anden måde svigter.

Skærer man sig f.eks. i fingeren vil mange forskellige typer bakterier, vira og svampesporer (fremmede mikroorganismer = antigener) forsøge at trænge ind i kroppen. Det vil immunforsvaret forhindre og oftest uden symptomer. Går der betændelse i et sår, er det et symptom på, at her er immunforsvaret på hårdt arbejde.

Hver dag indånder man tusindvis af forskellige bakterier, vira og svampesporer, som svæver frit rundt i luften. Immunforsvaret uskadeliggør dem normalt uden problemer. Forkølelse eller influenza er tegn på at nogle mikroorganismer ikke er blevet uskadeliggjort på et tidligt tidspunkt, men har formået at sætte sig fast. Når forkølelsen eller influenzaen så går over af sig selv, er det det mærkbare tegn på, at immunforsvaret har vundet kampen.

Hver dag spiser man også tusindvis af fremmede mikroorganismer. De bliver normal tilintetgjort af spyt og mavesyre, men undertiden bliver nogle for stærke, hvilket fører til maveonder af forskellig art. Når det ikke bliver værre, skyldes det igen vores immunforsvar.

Hvis vores immunforsvar fungerer uhensigtsmæssigt eller ukorrekt medfører det problemer. En del forskellige sygdomme skyldes en fejlreaktion i immunforsvaret. Det er f.eks. tilfældet med allergier og leddegigt ved man nu.

Immunforsvaret er en fællesbetegnelse for et samarbejde mellem et uhyre komplekst system af organer, celler og proteinmolekyler, hvis opgave det er at beskytte vores krop mod alle skadelige mikroorganismer og celler. Nedenstående er en stærkt forenklet fremstilling. 

Immunforsvarets organer (lymfoide organer) er fordelt over hele kroppen. De omfatter knoglemarven, brislen, lymfekirtlerne, milten, mandlerne, blindtarmen samt spredte klumper af lymfoidt væv bl.a. i tyndtarmen. Blod- og lymfekar, som fungerer som transportorganer, kan også henregnes til de lymfoide organer.

De hvide blodlegemer (leukocytter) er immunforsvarets hovedaktører. De dannes ligesom røde blodlegemer og blodplader ud fra stamceller i knoglemarven. Et menneske har 5.000-10.000 hvide blodlegemer pr. mm3 blod og de lever i 5-9 dage. De hvide blodlegemer inddeles i undergrupper:

Makrofager optager og nedbryder fremmede mikroorganismer. Samtidig præsenterer de nogle af det fremmede materiales proteiner for andre af immunforsvarets celler (T-cellerne), hvilket er et vigtigt led i igangsættelsen af en immunrespons. Makrofager producerer også signalstoffer, som kommunikation til andre af immunforsvarets celler om bl.a. bistand. Det er makrofagerne som forårsager feber, hvilket giver de fremmede mikroorganismer dårligere vækstbetingelser.

Granulocytter er aktive i beskadiget eller inficeret væv. De medvirker til at udrydde fremmede mikroorganismer, fjerne døde celler samt få vævet til at hele igen. Det, vi kalder pus, er udslidte og døde granulocytter. Granulocytterne inddeles i grupperne neutrophile, basophile og eosinophile. Hver gruppe har sine specielle hovedopgaver.

T-lymfocytter inddeles i to hovedgrupper efter deres funktion. Den ene hovedgruppe er regulatorer, som aktiverer eller deaktiverer immunforsvarets andre bestanddele ved brug af lymfokiner. Den anden hovedgruppe er dræberceller. De afsondrer lymfokiner, som dræber inficerede eller kræftramte kropsceller. Et af de lymfokiner, som T-lymfocytterne producerer, er interferon. Det er også T-lymfocytterne, som producerer de stoffer, som angriber transplantater.

NK-lymfocytter er dræberceller. De kan selv identificere mikroorganismer og kræftceller, som de dræber ved hjælp af kemikalier, som de sprøjter ind i cellen. Ved f.eks. AIDS fungerer disse celler ikke.

B-lymfocytter producerer plasmaceller, som igen producerer antistoffer også kaldet immunoglobuliner. Dette system er så fleksibelt at det er i stand til at producere milliarder af forskellige immunoglobuliner. B-cellerne er også i stand til at starte produktion af ny typer immunoglobuliner, således at man bliver i stand til at bekæmpe en sygdom, som man ikke tidligere har været i stand til at bekæmpe. Det er denne evne, som udnyttes ved vaccination. Immunogluboliner findes overalt i kroppen. De har mange forskellige opgaver og fungerer på mange forskellige måder. Myelomatose er ukontrolleret vækst af en type plasmaceller og dermed ukontrolleret vækst af en type immunoglobuliner.

Immunoglobuliner er proteiner, som består af to lette og to tunge aminosyrekæder, som er snoet sammen i en Y-form. Det er disse lette aminosyrekæder, som findes i urinen ved myelomatose og som kan beskadige nyrerne.

Immunoglobuliner er opdelt i grupper efter deres særlige kemiske kendetegn. Disse grupper har hver deres forskellige opgaver:

IgG er det mest almindelige immunoglobulin idet det udgør 70-75 % af disse. Det findes i blod og lymfe og det er også i stand til at trænge ind i vævene. Det bistår andre af immunforsvarets celler i angreb på fremmede mikroorganismer.

IgM udgør 10 % af immunoglobulinerne. Det findes i blodet, hvor det er en effektiv bakteriedræber.

IgA udgør 15 % af immunoglobulinerne. Det beskytter alle slimhinder og findes derfor i kropssekreter som f.eks. spyt, mavesyre og tårer.

IgE udgør en forsvindende lille del af immunoglobulinerne. Det menes at beskytte mod parasitter, men det er også det som forårsager allergiske reaktioner som høfeber og astma.

IgD forekommer også kun i ringe mængde. Det sidder i B-lymfocytternes membran og er med til at styre disses funktion.

Oversat og bearbejdet af Hanne Bodilsen

God kropsholdning, bedre kondition og led i fin form er resultatet af stavgang.

Vel at mærke hvis teknikken er på plads. ”Hvor svært kan det være, jeg kan da godt finde ud af at gå” tænker mange når de køber stave. Det burde være enkelt at gå, men har man fået fejlfunktioner ind med modermælken er man nødt til at lære at gå—både med og uden stave.

Stavgang aktiverer hele kroppen, så man bruger fødder, ben, baller, ryg, mave, nakke, skuldre og arme mere aktivt end ellers. Når man går med stave bruger man diagonalteknik. Venstre arm svinger frem når man tager et skridt frem med højre ben. Og højre arm svinger frem, når man tager et skridt med venstre ben. Rygsøjlen roterer når armene rækker frem og planter staven i jorden. Og rygrotationen giver alle rygmuskler god motion også de små muskler helt inde ved rygsøjlens led, der nemt låser og giver hold i ryggen. Stavgang øger bevægeligheden i hele rygsøjlen samt i hals- og skulderregionerne. Armene svinger helt fra skulderen, så hele armen arbejder. Bagsiden af overarmene får træning, når man trækker stavene bagud. Går man stavgang i raskt tempo, slår hjertet hurtigere, pulsen stiger, og man får varmen. Stavgængere aktiverer mange muskelgrupper, og det øger forbrændingen.

Forbrændingen øges med 20-40 % i forhold til almindelig gang, så det svarer til at løbetræne. Forbrændingen er fortsat forhøjet efter træningen, fordi stavgang involverer så mange muskelgrupper.

God genoptræning

Stavgang er god genoptræning. Stavene giver to ekstra støttepunkter, og mange føler sig derfor sikrere til bens. Knæ, hofte, og ryg er sårbare strukturer, og når man løber er leddene udsat, for store kompressionskræfter. Stavgang er venligere ved leddene, og man kan aflaste dem ved at bruge stavene. Selv efter en skade i knæ ankel, eller hofter kan man begynde træning med stavgang. Stavgang er også velegnet for alle med gigt, osteoporose, kredsløbslidelser og diabetes.

Hvad gavner motion? 

Regelmæssig fysisk aktivitet har en lang række gavnlige virkninger på helbredet. Knogler, muskelgrupper, sener, ledbånd og ledbrusk vedligeholdes og styrkes. Motorikken, balanceevnen og koordineringen forbedres. Man styrker konditionen og holder vægten nede. Motion gavner stofskiftet og immunforsvaret bliver mere effektivt, dog kan voldsom motion nedsætte immunsystemets virkning.

Stavgang er blevet en utrolig populær sport. Der findes i næsten hver eneste lille by en stavganggruppe, hvor man kan lære teknikken korrekt. Der er som ofte forskellige hold så man kan finde et hold der lige netop svarer til ens fysik.

Hvordan kommer jeg i gang? 

Måske virker det lidt uoverskueligt i starten, men små fremskridt er bedre end slet ingen. En vigtig motivationsfaktor er lysten og glæden, så du i det lange løb kan holde fast i de nye vaner.

Du kan stille og roligt begynde med at ændre dine dagligdagsvaner. Du kan evt. melde dig ind i en forening hvor tid, sted og aktiviteten netop passer til dit temperament. Få det sociale element ind i motionen ved at danne nogle uformelle teams på arbejde, blandt venner, naboer eller bekendte som løber/går ture sammen. Tosse rundt med børnene i skoven. Mulighederne er mange.

Sidegevinst

Daglige fysiske gøremål på arbejde og i hjemmet vil føles nemmere og mindre fysisk krævende, end hvis man er fysisk inaktiv. Motion giver såvel mentalt som fysisk mere energi til øvrige daglige gøremål. Dertil styrker fysisk aktivitet selvværdet og øger ens livskvalitet. Det psykiske og sociale velvære forbedres.

De fleste mennesker føler sig beskyttet mod alvorlig sygdom. Selv om hver tredje af os på et tidspunkt i livet vil få kræft, er det almindeligt at tro, at det er naboen, der bliver syg.
Derfor vil diagnosen kræft oftest komme som et chok, også selv om man måske længe har haft en mistanke om noget alvorligt.
Mange kræftpatienter beskriver situationen, hvor de fik deres diagnose, som uvirkelig – som et teaterstykke, hvor man er tildelt en rolle. Udadtil virker man måske rolig, stiller spørgsmål men inden i er alt kaotisk, og man hører og forstår ikke det, der bliver sagt.

Følelserne veksler
At holde tingene på afstand er en beskyttelsesmekanisme, der sikrer, at vi ikke overvældes af det, der umiddelbart er for svært at forholde sig til. Gradvist vil vi få overskud til at acceptere virkeligheden. Følelser i den første tid efter diagnosen kan være vrede, angst, bekymring, fortvivlelse eller følelsen af, at det, der sker, ikke har noget med én selv at gøre. Følelserne kan veksle. Den ene dag er man måske fuld af fortrøstning, ‘det skal nok gå alt sammen’, og næste dag er man fortvivlet og opgivende. Mange har svært ved at sove eller sover uroligt og drømmer meget.

Forskellige mennesker – forskellige reaktioner
Kræftpatienter er lige så forskellige som andre mennesker og har dermed forskellige måder at tackle deres sygdom på. Nogle patienter ønsker så megen information som muligt om sygdommen og dens behandling. De søger oplysninger hos den læge, der har ansvar for behandlingen, hos andre læger, på Kræftlinien og på Internettet og vil gerne tage del i overvejelserne og beslutningerne.

Andre vil vide så lidt som muligt om sygdommen og helst overlade det til lægerne at tage stilling til behandlingen.

Gode råd: 
Fortæl hvad du er bekymret for. Bed om en opfølgende samtale, hvis du har svært ved at overskue situationen. Det hjælper at få tid til at tænke over de oplysninger, du har fået, og få talt med familie og venner om de valgmuligheder, du har. Skriv spørgsmålene til lægen ned og tag et familiemedlem eller en ven med til samtalen.

Tidligere erfaringer med kræft
Mange af os har haft kræft inde på livet som pårørende. Billederne af en kræftsyg slægtning forpint af kvalme eller smerter dukker måske op på nethinden, når man selv får diagnosen kræft. Det er vigtigt at huske på, at kræft er mange forskellige sygdomme med forskellige behandlingsmuligheder. Det er nødvendigt at kunne skelne mellem ens egen sygdom og andres. De senere år er mulighederne for mildere behandlinger samt en effektiv kvalme- og smertebehandling forbedret.

Gode råd: 
Fortæl lægen om dine erfaringer med kræft og få dermed hjælp til at skille tingene ad. Få så megen information om sygdommen og behandlingen, du har brug for. Spørg til bivirkninger og muligheden for at afhjælpe disse.

Hvorfor mig? 
Som kræftpatient kan man føle sig som det ensomste menneske i verden. “Hvorfor er det netop mig, der er blevet ramt af kræft?” Mange stiller også sig selv spørgsmålet: Har jeg gjort noget galt?
Selv om der ikke er noget bevis for sammenhængen mellem psykologiske faktorer og kræft, er der mange udokumenterede påstande i medierne. Det kan give skyldfølelse, når man får kræft. Er det fordi jeg ikke tacklede min skilsmisse godt nok? Eller er det fordi, jeg har undertrykt min vrede?

Gode råd
Kræft har mange årsager og kun få er kendte. Ofte vil det være umuligt at få et objektivt svar på spørgsmålet “Hvorfor mig?” Alligevel kan det være en hjælp for dig at tale med andre om de tanker, du gør dig. Mange har brug for at finde frem til en helt personlig mening med det, der er sket.

Det hjælper at tale med andre
Lever man i en familie, hvor man er vant til at tale om følelser, er det lettere at åbne op for angst og bekymring, end hvis man føler, man skal være den stærke, der altid klarer tingene selv. Måske skjuler man sine følelser eller forventer, at familien kan gætte dem. Hvis familien så ikke kan det, kan man opfatte det som et tegn på manglende interesse.

Omvendt kan man opleve familien som overbeskyttende, fordi de viser deres følelser bedst ved at påtage sig de daglige arbejdsopgaver i hjemmet, så man kan føle sig helt overflødig. Eller måske lever man alene og holder sig tilbage for ikke at belaste venner og familie.

Det er vigtigt at fortælle familie og venner om, hvad man føler og tænker på. Når man har kendt hinanden længe, tror man ofte, at man kender og forstår hinanden uden mange ord. Men at få kræft er så anderledes en oplevelse, at man som udenforstående ikke kan gætte sig til, hvordan patienten har det. Det er nødvendigt at fortælle om det.

En helt særlig støtte kan man få ved møde andre kræftpatienter, udveksle erfaringer og høre, hvordan andre tackler situationen. Kun den, der har prøvet det på egen krop, kan vide hvordan det er at leve med en kræftsygdom.

Gode råd
Det er svært at tumle med tankerne alene, men befriende at dele dem med andre. Mange vil gerne hjælpe og lytte, hvis de blot får chancen. Husk omgivelserne ikke er tankelæsere – fortæl hvad du har brug for. Det gælder både i forhold til nogen at tale med og i forhold til praktisk hjælp.

Når yderligere hjælp er nødvendig
Mange kræftpatienter klarer sig med hjælp fra familie, venner, naboer, kolleger og en god kontakt til en læge. Nogle gange kan det imidlertid være nødvendigt med yderligere hjælp. Det kan være en lettelse at tale med et menneske, der ikke er følelsesmæssigt involveret i situationen.

Psykologsamtaler
Det kan være en hjælp at tale med en psykolog om de tanker og følelser, en kræftsygdom sætter i gang. Alene det at skulle fortælle en anden om bekymringer, tvivl og angst kan bringe en vis struktur og orden i det kaos, mange oplever.
Psykologens funktion er at stille sig til rådighed, være lyttende, opmærksom, stille uddybende spørgsmål og turde møde smerten og angsten sammen med den syge. Billedligt talt kan psykologen være med til at holde en lygte op i mørket, som lyser så klart, at patienten kan se nye handlemuligheder.

Gode råd
Tro ikke, at det er et nederlag at søge professionel hjælp. Det kan være spørgsmål om at vælge den bedste løsning i en presset situation. Kontakt f.eks. din praktiserende læge og få en henvisning til en privatpraktiserende psykolog. Du kan også kontakte det nærmeste kræftrådgivning i Kræftens Bekæmpelse eller ringe til Kræftlinien.

Hvad kan jeg selv gøre? 
Mange mennesker føler, at de mister kontrollen over deres eget liv, når de får kræft. Et stort ønske er derfor at gøre noget selv. En del patienter er optaget af at opbygge deres sundhed, så de er så godt rustet som muligt til at klare behandlingen, at forebygge at sygdommen vender tilbage eller at begrænse sygdommen mest muligt.

Gode råd
Tal med lægen eller sygeplejersken om, hvad du selv kan gøre. Tal med andre kræftpatienter om, hvad de har gjort og med hvilket resultat.

Gør noget ekstraordinært
Som kræftpatient kan man opleve, at sygdommen bliver udgangspunkt for alt, hvad man foretager sig. Det betyder, at man gør en masse af hensyn til sygdommen og derfor overser eller glemmer de ting, som tidligere var krydderi på hverdagen.

Gode råd
Forsøg at forkæle dig selv – at gøre noget for dig selv og gøre noget ud over det sædvanlige. Mange kræftpatienter oplever på et eller andet tidspunkt, at de er trætte af at gå rundt og føle sig syge. I sådanne perioder kan det være en idé at kaste sig ud i de oplevelser, som man måske har anset som luksus – gå f.eks. til massør, en ekstra gang til frisøren, tag på fisketur, køb en ny sweater, se en fodboldkamp – eller planlæg nogle aktiviteter med venner og familie.

Det er naturligvis individuelt, hvad man anser for ekstraordinære oplevelser, pointen er, at man ofte bliver i bedre humør af at gøre noget godt for sig selv. Ofte handler det om, at man har brug for at føle sig normal i en unormal tid.

“Look Good…Feel better” er et make-up kursus for kvinder med kræft. Kurset er til kvinder, der er i ambulant behandling for kræft på en række hospitaler rundt om i landet. Her kan man lære små tricks om, hvordan man lægger en naturlig pæn make-up, der giver mulighed for at bevare ens normale udseende.

Spis energi- og proteinrig mad
Når man har kræft, kan man have brug for anden slags mad end raske mennesker. Man kan få problemer med at spise, enten pga. selve sygdommen eller pga. behandlingen.

Gode råd
Hvis du taber dig, har nedsat appetit eller spiser mindre end tidligere, er det vigtigt at spise energi- og proteinrig mad. Længere nede på siden kan du finde et link til nogle kostråd, der kan hjælpe kroppen til at arbejde bedst muligt.

Læs mere på www.cancer.dk!