Arnt Strynø |
Da jeg i det tidlige forår 2007 fik diagnosen Myelomatose skete mange ting i en uordentlig rækkefølge og på én gang. Som alle andre, der får en alvorlig sygdom blev den første tid temmelig kaotisk med angst, mange ubesvarede spørgsmål om hvad fremtiden nu ville bringe til mig og min familie.
Forunderligt nok kom der, samtidig med mine mange spørgsmål, også mange svar på en for mig at se ganske tilfældig måde.
|
Eller måske er tilværelsen sådan, at når man har mest brug for hjælp, så samler de positive energier sig omkring dig, og så er der vel ikke tale om tilfældigheder? I hvert fald modtog jeg fra et kært og nært familiemedlem en bog, som hun syntes, jeg nok havde brug for i den situation, jeg var kommet i. Bogen hed ”Kærlighed, medicin og mirakler” og var skrevet af en amerikansk kirurg, Bernie S. Siegel.
Den bog kom til at betyde en masse for mig, og for hvordan jeg tacklede og kom gennem hele min sygdomsproces. Siegel fortæller i bogen, at han som kirurg aldrig sætter kniven i et menneske, før han har haft en samtale med patienten og før han føler, at han har indtryk af patientens mentale tilstand. Det nytter jo ikke noget at operere en patient, der alligevel har besluttet sig for at dø, siger han. Og så fortæller han om en række oplevelser med patienter, der satte hele deres mentale apparat ind på at blive rask igen. Der skulle samarbejdes!
Bogen hed ”Kærlighed, medicin og mirakler” og var skrevet af en amerikansk kirurg, Bernie S. Siegel.
Den bog kom til at betyde en masse for mig, og for hvordan jeg tacklede og kom gennem hele min sygdomsproces.
Denne meget specielle og inspirerende bog gjorde det helt klart for mig, at jeg selv måtte være med i min helbredelsesproces. Lægen og medicinen skulle have al den hjælp fra mig, som jeg kunne mobilisere. Jeg forstod, hvor vigtigt det var ikke at lade sig patientgøre og vente på lægens mirakler. Jeg måtte selv på arbejde – forstærke min egen mentale tilstand og skabe positive energier og selv lave mirakler.
Og så gik jeg i gang. Hver morgen mediterede jeg og visualiserede positive arbejdende energier i min krop. Jeg visualiserede, hvordan kræftcellerne i knoglemarven blev færre og færre, og jeg visualiserede, hvordan jeg åbnede mig mere og mere med tillid til det univers, jeg var en del af. Alle positive energier lå i og omkring mig – jeg skulle bare få dem til at være en del af mig og mit immunforsvar.
Og så gik jeg i gang. Hver morgen mediterede jeg og visualiserede positive arbejdende energier i min krop. Jeg visualiserede, hvordan kræftcellerne i knoglemarven blev færre og færre,
Når jeg fik kemoterapi, visualiserede jeg, at nu arbejdede kemien sammen med mit mentale jeg og begge dele var positivt og vigtigt for min sygdomsbekæmpelse. Jeg ville under ingen omstændigheder opfatte kemoen som noget djævelskab, for det havde min krop jo ikke brug for!
Da jeg den 6. august 2007 fik højkemo på RH var jeg overbevist om, at det her nok skulle gå. Jeg var ikke bange, og jeg havde i tiden op til visualiseret, at min krop ville tage godt imod denne kraftige behandling, og at jeg ville kunne klare bivirkningerne. Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg velsignede mine stamceller, da jeg fik dem tilbage!
Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg velsignede mine stamceller, da jeg fik dem tilbage!
Det er en glæde at arbejde med sin mentale identitet, men det betyder ikke, at det igennem forløbet kun var let og ubesværet. Speciel var månederne efter højkemo og stamcelletransplantation hårde at komme igennem. Når man er træt og modløs over, at fremskridtene er små og langsomme, ja så er det svært at mobilisere det mentale overskud. Her betød det ubeskrivelig meget, at min kærlige kone havde fulgt mig og støttet mig fra dag ét. Hun havde også læst bogen og i øvrigt alt andet læseligt om sygdommen, og hun havde overskuddet, når jeg gik i sort. Jeg ved, at også hun havde sine nedture, men det var ikke det, hun viste mig, når jeg sad og småtudede og havde ondt af mig selv.
Mit netværk – familie og venner spillede også en meget afgørende rolle i sygdomsforløbet. Jeg er senere blevet bevidst om, at jeg sugede til mig, når min kone, familie eller mine venner kom på besøg, mens jeg lå på Rigshospitalet. Det var meget befordrende for sundhedstilstanden, når de bragte hverdagen / livet ind på hospitalsstuen: altså når snakken gik om hverdagsforholdene, om livet udenfor, om togturen fra Næstved ind til København, om hvad naboen lavede osv.
Min kone og jeg havde, før jeg blev syg, bestilt og betalt billetter til koncert i Tivolis koncertsal med verdenstenoren Rolando Vilazon. Koncerten var den 15. august 2007, og jeg var frygtelig ked af ikke at skulle opleve ham men i stedet ligge på RH, men pludselig modtog jeg en sms. Vilazon havde meldt afbud og ville komme året efter – og her sad vi så året efter og hørte den mexicanske supertenor!
PS. Bogen, Bernie S. Siegel ’Kærlighed, medicin og mirakler’, er udsolgt fra forlaget, men kan lånes på biblioteket og kan sikkert også nok anskaffes antikvarisk.
Arnt Strynø