Fredag den 16. januar 2004 startede jeg på et nyt forløb i en længere proces, som skal ende med en ny stamcelletransplantation.
Men først en hel masse undersøgelser og mange blodprøver. Da det var i orden startede jeg mandag den 19. januar om morgen med at få indopereret et Hickman kateter, se det var noget af en prøve idet jeg jo havde prøvet det to gange før på Rigshospitalet. Men her tog det begge gange ca. et kvarter under lokalbedøvelse, af to læger, og jeg var i stand til at følge indgrebet på en tv skærm. Denne gang på Næstved sygehus ligeledes under lokalbedøvelse, det havde jeg selv ønsket for at kunne følge med igen, men denne gang tog det fem kvarter og de var 6 personer om indgrebet.
Jeg blev først klistret ind i jeg ved ikke hvor meget selvklæbende grønt papir, med det resultat at det lå hen over hovedet på mig hele tiden, så jeg ingenting kunne se, selv om en af personerne febrilsk prøvede at befri min udsigt for slet ikke at tale om mine luftveje. Jeg fik forsigtigt spurgt lægen om han havde prøvet det før, det bedyrede han, mange gange sagde han, men først efter en time kom en kvindelig læge ind og hun førte hele armen ind i mig følte jeg og så skulle den ha’ været der men nej, der kom ståltråd og hvad ved jeg ind for at få det genstridige Hickman på plads, og til sidst lykkedes det, så skred lægen som en anden helt og tak for i dag, og det resterende personale gik i gang med at sy huller sammen.
Næste dag skulle det røntgenfotograferes for at se om det sad rigtigt, og det gjorde det heldigvis, så min VAD behandling kunne starte. Jeg var den første der skulle have de små pumper på, det er en slags ballon som de fylder med den kemo, som er lavet til mig. Det var meget praktisk for den kunne jeg tage med hjem, den holder ca. 24 timer, så det forløb gik godt og jeg var færdig med den første VAD behandling den 23. januar om aftenen. Jeg skulle så tage de der prednisolon, de smager ikke godt, og man får en forbandet hård mave af dem. Så husk at få piller for det, jeg nåede at få en slem hærmoride takket være den forglemmelse, og så kom jeg til at tænke på en af mine favorit melodier af Johnny Cash den der heder “Ring of fire”
Jeg skulle så have startet nr. 2 VAD behandling den 17. februar, men om lørdagen den 14. måtte jeg gå i seng med høj feber. Da den ikke var væk mandag morgen ringede jeg til hospitalet og sagde hvorledes jeg havde det, og jeg skulle straks komme der ud. Det viste sig så at jeg havde fået lungebetændelse, og den kæmper vi med i en skrivende stund, feberen er dog nede på de 37,4 så det går fremad, men VAD kuren er udsat til den 23. februar. Kærlig hilsen til jer alle
Jørgen Gislinge