Jeg skulle midt i november til anden omgang behandling med kemo og stamcelle transplantation. – og så om vinteren, hvor alt er mørkt koldt, og man har mindre energi. Og oven i det hele er det jul! Men min læge sagde at det var nu. Helt bag på mig kom det nu ikke. Allerede for et år siden var mine ”tal” begyndt at røre på sig.
I sommers begyndte jeg på en thalodomidkur. Første uge var hård at komme igennem. Det var ligesom om min krop skulle vende sig til thalodomiden. I starten gik det meget godt med mine tal, men efter kort tid gik det den forkerte vej igen. Så herefter blev kuren udvidet med prednison. Det slog benene helt væk under mig. Jeg kunne ingenting og havde det bare så dårligt. Havde ondt alle steder og kunne ingenting. Så herefter stoppede jeg med prednison. Og forsatte med thalodomid et stykke tid. Men i længden var det ikke nok behandling. Så der blev sat datopå til min kemo og stamcelle transplantation.
Jeg var så bange for, at det skulle være lige så slemt som første behandling. Den fik jeg for ca. 7 år siden. MEN DET VAR INGEN TING! I sammenligning med sidste gang. Her tog det mig ca. 2 år, førend jeg følte mig ”normal” igen. Min læge havde sagt, at jeg ville ha´ det godt allerede til december, bare 1½ måned efter. Jeg kunne ikke tro ham! Men det var rigtigt, det var som et mirakel.
Min myelomatose blev opdaget efter et grimt styrt med min cykel på en iset vej. Jeg fik en skade på min rygsøjle. Skaden og det lange kemoforløb og usikkerheden om, hvad det hele skulle ende med og det at jeg er enlig mor til 3 børn. Ja, alt i alt var det rigtig hårdt. Så anden behandling, frygtede jeg. Men det gik så let! Mens jeg fik kemo, skulle jeg spise/sutte mig igennem en stor skål is. Det skulle afhjælpe bivirkningerne på slimhinderne m.m. Det var en kold fornøjelse, jeg lå under flere dyner og rystede af kulde, men jeg havde ingen synkebesvær bagefter. Hvilket jeg i allerhøjeste grad havde haft første gang.
Rigtig godt var det også her ved anden behandling, at jeg fik så megen hjælp fra en medpatient, som selv også havde fået anden omgang behandling. Hver gang der var noget, jeg var urolig over eller havde en bivirkning, ringede jeg til ham, og han fik mig virkelig beroliget. Selv den gang efter behandlingen hvor min blod% gik lidt ned, og jeg syntes lægen så lidt nervøs ud, så ringede jeg til ham. Han beroligede mig endnu engang, han havde oplevet det samme. Og ved næste prøve var min blod% forbedret.
Jeg har selvfølgelig haft nogle infektioner efter transplantationen. De er blevet behandlet på hospitalet med penicelin. Udover det har jeg haft megen svamp, hvilket var rigtig ubehageligt, men det er nu også behandlet og helt væk.
For tiden går jeg til kontrol hver måned. Det skal gradvis nedtrappes, så det bliver en gang hvert halvår. Jeg kan på en måde godt lide at komme til Kontrol. Det glæder mig på en måde, når jeg ser ældre medpatienter. Det giver mig en indre tro på, at jeg også bliver gammel med min sygdom. At leve med en kræftdiagnose er ind imellem svært, men jeg har megen tillid til, det nok skal gå.
Kærlig hilsen Elizabeth