Kære Nanette.
Tak for dit svar.
Min mor er taget til Aarhua idag for at få sin normale Myasteni behandling. Jeg ved ikke, hvornår hun skal have taget røntgen. Jeg tænker utroligt meget på det ( også selvom jeg har læst mit ophæng på badeværelset ). Jeg skrev mail i forgårs og i går, men har intet hørt fra hende og derfor har jeg tænkt så mange tanker. Sendte også et par sms’er. Ringede i dag til hendes nærmeste bekendt , som jeg også kender rigtig godt ( vedkommende var sammen med mor på ferien hernede i juli ). Han sagde, at hun havde haft ret ondt i weekenden. Jeg er så bange, Nanette….( ja, nu græder jeg igen….). Jeg får ikke ro før jeg har hørt fra hende og forhåbentlig får bekræftet, at det " blot " drejer sig om muskelsmerter.
Jeg spurgte hendes bekendt om mor havde givet udtryk for nervøsitet mht tanker omkring om smerterne måske har noget med Myelomatosen at gøre – men det havde hun ikke. Min mor holder ind imellem bekymringer for sig selv, som ethvert menneske har ret til ) og ógså derfor er jeg nogle gange bange for at hun er mere ked af det og bange end jeg tror. Jeg vil være så ked af at vide, at hun gik med tanker selv uden at dele dem.
Du spørger, Nanette, om det har været hårdt at være hernede og væk fra hende. Både ja og nej. Faktisk har vi jo været mere sammen mens jeg har været hernede fordi hun har været på ferie hernede så mange gange. Når hun er her, er hun her mindst 2 uger af gangen. Det er herligt. Derhjemme var vi jo ikke sammen på den måde.
Jeg har både en bror og en søster. Min lillebror er en pragtfuldt dreng (ja, jeg kalder ham altid Lillebror – han er 12 år yngre end mig og har altid været min øjesten ). Jeg er selv lige fyldt 49. Min søster er 14 måneder ældre end mig og bor lige udenfor Aarhus og mor ser også hende og hendes familie de fleste gange, når hun er i Aarhus. Havde hun ikke min bror og søster havde jeg ikke flyttet herned – det er helt sikkert!!
Det er synd for din far, at din mors vrede lige pt går ud over ham. Det er jo smadder hårdt for ham i forvejen. Det er jo ikke " kun " den syge, der kommer i chok – hele familien gør og skal igennem mange af de samme chokfaser. Men hendes sorg, vrede og angst SKAL jo ud på een eller anden måde og din far er det menneske er det menneske, der er tættest på hende. Kunne din far måske have gavn af at tale med en i Kræftens Bekæmpelse? Jeg ved jo ikke, hvordan din far er. Jeg ved, at mange – specielt mænd – fra vores forældres generation ikke sådan bryder sig om at åbne op for en helt fremmed person. Jeg kan dog regne ud, at du må være en hel del år yngre end mig.
Dejligt at høre at I nyder at gå og ordne værelse til den lille nye!! Kender I barnets køn? Det lyder ikke sådan – for så havde du nok sagt hendes eller hans værelse 
Selv har jeg aldrig fået børn. Har aldrig kunnet tænke mig at planlægge at blive alene mor. Jeg har bare ikke mødt den rigtige på det rigtige tidspunkt. Min mand har 2 voksne drenge.
Ind imellem har jeg følt/og føler savnet over ikke at have børn. Når jeg er sammen med børn føler jeg mig faktisk allerbedst tilpas!! Deres umiddelbarhed, deres uskyld, deres fordomsfrihed…ja og meget, meget mere. Det aldrig at have ammet et barn…det tænker jeg også ind imellem på. Det er en oplevelse jeg aldrig får. Men, men…jeg har så oplevet så meget andet og nyder istedet min nevø og niece så meget
Nanette, jeg vil slutte for i dag og starte på dagens gøremål.
Håber din dag er god. Pas på dig selv.
Tak fordi du vil krydse dine fingre for mor…
Varme tanker fra,
Elizabeth