Tuaind tak for svaret, Dranella.
Det gjorde mig ondt at høre, at endnú et menneske har været ude for at have smerter SÅ længe og ikke bliver taget alvorligt. Det gør een virkelig harm. Føler du ikke også en vrede indeni? Vreden kan ikke bruges til noget – det ved jeg godt – men det er bare tanken om hvad min mor har måttet igennem. Lige indtil få uger før hendes Myelomatose diagnose blev stillet…ja, da sagde hun hele tiden til sig selv og os: " Nu vil jeg til også at gå til svømning og jeg må bevære mig meget mere ". Stakkels, stakkels mor….Hun havde hele vejen igennem fået at vide, at det blot var muskulært.
Når jeg hører det om din mor….så bliver jeg altså såm vred. TÆNK, hvis I ikke havde taget affære selv?? Hvor længe skulle din SÅ have fortsat med at have så mange smerter?? Jeg håber VIRKELIG, at de læger, der VED indeni dem selv, at de ikke har gjort deres arbejde godt nok – tager ved lære og bliver meget mere omhyggelig ved undersøgelse af deres fremtidige patienter.
Hendes læge i går havde undersøgt hende godt og grundigt og bestilt røntgen – så det er fint.
Min mor kunne i modsætning til din mor, desværre ikke få tilbudt Stamcelletransplantation, da hun også har den anden sygdom at tage hensyn til. De mente, det ville være alt for hårdt for hendes krop og at hun ikke ville kunne klare det.
Jeg ved ikke, hvor du får din største støtte fra til at være stærk psykisk, Dranella – men, hvis du på et tidspunkt skulle have brug for mere vejledning omkring det at være pårørende til en meget syg – så kan jeg varmt anbefale at tale med en af Kræftens Bekæmpelsens Psykolger. Jeg var så heldig at få et par samtaler med en fantastisk psykolog på Kræftens Bekæmpelse i Odense. Jeg følte, jeg havde brug for lidt vejledning. Min mor var som sagt utroligt langt nede og jeg ville så gerne være det for hende HUN havde brug for. Jeg vidste – og var meget opmærksom på – ikke at undgå de sørgelige samtaler med hende, når hun havde brug for det – Samtidig ville jeg jo også gerne komme med en trøst og komme med noget positivt, men lige på det tidspunkt var det næsten umuligt at finde lys i mørket. Jeg var selv meget, meget ked af det og smadderbange. Psykologens råd til mig var blandt andet: " Du skal følge din mor i de tanker hun skulle have på det pågældende tidspunkt. Vær ikke bange for det. Hun skal have mulighed for at komme af med alle sine tanker ".
Jeg var psykologen utrolig talnemmelig. Jeg kunne virkelig bruge de ting han kom med.
Det er rart at have dette Forum og kunne dele tanker og andet mere konkret med jer andre. Tak for det.
Håber din mor vil få et godt forløb med behandlingen.
De bedste hilsener fra,
Elizabeth