Det er også hårdt at være pårørende…

Velkommen til Dansk Myelomatose Forenings hjemmeside Fora Debat Det er også hårdt at være pårørende…

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2649
    dranella1
    Medlem

    Hej..
    Jeg har simpelthen bare brug for at lette mit hjerte og gør jeg så herinde.
    Min mor er nu syg af myelomatose på 3 år, og fik det konstateret da jeg var gravid med vores første barn.
    Hun har oveni i kræft sygdommen også dårlige lunger, da hun har været ryger altid.
    På nuværende tidspunkt ryger hun ud og ind af hospitalet konstant, da hun ikke kan få luft og der er faktisk læger der har sagt at det bliver hendes lunger og ikke myelomatosen der tager livet af hende.
    Men som tingene er nu, ville det være nyttesløst at hun stopper med at ryge, det er snart det eneste hun kan..
    Hun sidder derhjemme hver dag, da hun kun kan gå med rolator nu, og vejret har ikke lige været til ture udenfor.
    Hun står op hver dag vel vidende at endnu en dag fyldt med smerter venter hende.
    Hun var før en meget aktiv og glad dame og havde mange veninder osv.
    Veninderne er hun langsomt ved at skræmme væk, da hun ikke gider dem når de kommer, og ikke ringer til dem.
    Hun er meget hård ved min far som gør alt for hende, men er jo naturligt det er den nærmeste det går ud over….
    Jeg har overhørt samtaler hun har haft i telefonen med sine søskende, hvor hun siger at hun vil have fred nu..
    Skal lige siges, at hun har været ved at dø fra os MANGE gange nu, men altid er kommet på hospitalet i sidste øjeblik.
    Jeg er nået til det punkt nu, hvor jeg føler mig ond alene ved at have tanken, men jeg håber faktisk snart at min elskede mor får fred, for det her har hun ikke fortjent, det er ikke værdigt.
    Jeg burde måske sige at hun ikke får kemo mere, og har fravalgt at få det igen, da hun bliver så skidt.
    Jeg tror min mors højeste ønske er at få fred nu, og forstår hende godt……..
    Kan kun sige at det er så syndt for hende, men er det faktisk også for mig og min familie.
    Jeg kan mærke at jeg langsomt er begyndt at falde fra hinanden indeni, og reaktionerne af det hele er på vej.
    Aner ikke hvad jeg skal gøre, men overvejer en psylokog da det i hvertfald ikke skal gå ud over min lille dreng som snart fylder 2 år.
    Det hele æder mig bare op langsomt…………………………………….. JA, det er også hårdt at være datter og vide at kvinden i dit liv snart bliver taget fra dig…. og du kan ikke gøre noget for at ændre det …………….. Tak fordi jeg måtte lette mit hjerte herinde……………… MOR JEG ELSKER DIG

    #2650
    Mia Lander
    Deltager

    Hej du

    Jeg kender godt til det. Min far har også haft Myelomatose (og har det jo stadigvæk). Han er ikke så hårdt angrebet endnu, og selvom lægerne siger, at han type dør man med og ikke af, så spiser den jo stadig et lille stykke af kroppen for hver gang den går i udbrud. Og for hver gang de skal igennem den behandling, bliver kroppen yderligere svækket.

    Jeg synes det er skræmmende. Min far var også en meget sund og aktiv og stærk mand, som en skide sygdom nu er igang med at umyndiggøre.

    Nogle gange kan jeg tage mig selv i, at sidde foran min computer og bare stirre ind i skærmen mens tårene løber ned af kinderne på mig. Jeg opdager det først efter et stykke tid, fordi jeg bare er gået i sort.

    Det er hårdt og uoverskueligt ud over alle grænser. Jeg har ikke særlig mange at tale med om det, desværre. Det gør det heller ikke lettere, men er glad for at jeg fandt dette forum.

    Hvordan har i det nu?

    #2651
    Mia Lander
    Deltager

    Desuden synes jeg at bivirkinger fra behandlingerne nærmest står på skuldrene af hinanden for at få lov til at plage og ydmyge min far endnu mere. Som om man ikke lider nok i forvejen. Men bivirkninger står altså virkelig i kø hos ham.

    #2652
    Dranella
    Medlem

    Hej Xana.
    Tak for dit svar :o)
    Er ked af at høre din far også er syg af Myelomatose, – det er altså en tarvelig sygdom.
    Der er rigtig mange bivirkninger, og er blandt andet også derfor min mor fravalgte kemoen.
    Hun blev så syg bagefter, og mistede sine smagsløg, så hun valgte at sige stop til det.
    Vi har det okay nu, men hun har lige være indlagt igen hvor lægerne sagde at nu lå hun der for at dø.
    MEEEN det gjorde hun så ikke, -efter 11/2 uge vågnede hun sgu op igen og er nu kommet hjem igen??
    Så hun har lige bevist at hun IKKE vil død, det er bare noget hun siger i frustration.
    Hvor gammel er din far????
    Det er så hårdt at se på at ens nærmeste bliver "ødelagt" af en dum sygdom.
    Min mor er jo også ramt af KOL lunger, så hun er jo ikke rigtig godt stillet … vel ??
    Jeg har en del at tale med det om, men efter 3 år føler man ikke at man kan blive ved med at tale og tale og tale med folk om det, er jo bange for at trætte dem med min elendighed.
    Så synes også at dette forum er godt, også fordi der er andre der ved præcist hvordan jeg føler..
    Du må endelig skrive hvis jeg kan hjælpe dig med noget… Man kan ikke gå alene med sådanne følelser og tanker….
    Jeg kan jo godt sætte mig ind i hvordan du har det, – så skriv endelig :o)

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Forummet 'Debat' er lukket for nye emner og svar.