Referat netværksmøde 22. februar 2023 – Foredrag “Mestring af livet med en kræftsygdom”

Mødereferat fra fælles netværksmøde den 22-02-2023  for Netværk Kbh og Netværk Unge Øst.

Vi var 41 deltagere til mødet, hvor det store trækplaster var det annoncerede indlæg ved psykolog Tescha Quist om ”Psykologisk mestring af livet med en kræftsygdom” + en kort seance med mindfulness.

Tescha viste (som ved andre seancer) at hun lynhurtigt havde ”læst” gruppen – og styrede os derefter igennem humor og alvor, som en dirigent, der styrer et helt orkester. En fantastisk evne at have – og under den lille mindfulness seance kom vi vist alle ned i gear.

Foredraget ”Psykologisk mestring af livet med en kræftsygdom” viste sig lige så meget at henvende sig til den pårørende – og omgivelserne i øvrigt.

Tescha kom ind på livet før – og efter en kræftdiagnose. Vi kunne vist alle sammen genkende den proces man går igennem – med følelsen af sorg, tab og afmagt – efterfulgt af håb, glæde, livsmod og måske vigtigst af alt; accepten af det nye livsvilkår man pludseligt er underlagt. Vejen til accepten kom måske alligevel lidt bag på os alle sammen – det at lavpunktet kan skifte til et vendepunkt – hvor håbløshed bliver til håb – og afmagt kan blive til helt andre muligheder (underlagt de nye betingelser).

Efter foredraget fik vi de dejligste sandwich (luksusudgaven) – under hele mødet var der som vanligt frugt, snacks og slik.

Tak til deltagerne for al den feed back vi tovholdere fik efter foredraget. Det var dejligt at høre, at så mange var begejstrede for Tescha´s fine og empatiske måde at guide os rundt i et tungt emne.

Endvidere tak til alle, der hjalp til med oprydningen.

Næste netværksmøde

Netværk Kbh:            31-05-2023, kl. 16:00

Netværk Unge Øst:   30-05-2023, kl. 16:30

Referent Lis Espersen