Referat fra mode I netværk Sydvestjylland – Esbjerg – d. 12.marts 2015
Jeg – Lene -bød alle velkommen vi var 16, 4 nye, 2 patieneter men deres pårørende.
Flemming- præsten – præenterede sig, han gik på pension for 5 år siden, beslutningen blev taget der fordi han mistede sin datter til kræften. gjorde meget ud af at fortælle vi aldrig må miste håbet !!! Han ville gerne i dialog med os, når han fortalte, det lykkes så ikke helt, vi var alle bare helt opslugte af alle de fantastiske ord der kom ud af hans mund. Han siger bla. at sorgen er en integreret del af livet. Han kommer med et ex fra det gamle testamente prædikerens bog om at der er tid til opsøge / miste, græde / le, elske / hade, fødes /dø.godt / ondt, glæde / sorg.
Alt har en tid, derfor er det vigtig vi bruger tiden rigtig, så vi ikke ærger os, vi er her nu og skal prøve at leve i nuet. Tiden er her og nu, en del af at være menneske, huske ikke være alene med din smerte. VI SKAL LEVE IKKE KUN EKSISTERE..
Han sammenligner det at være i sorg og miste med et isbjerg, 1/10 over vandet, er sorg, og den lidelse der kan ses af andre. 9/10 er under vandet er din egen sorg, fortvivelse og angst.
Vi snakker om det vi møder om hvordan andre møder os med vores sorg og sygdom. Når man møder folk der er i sorg og man ikke ved hvad man skal sige, han siger sig det højt, JEG VED IKKE HVAD JEG SKAL SIGE. Vi kan ikke forstå andres sorg, men møder man ligestillede er der en vis forståelse,det værste folk kan sige er at de forstår, for det gør de bare ikke med mindre de selv har været der. Vi er ensomme i vores egen sorg, og kun vi kan bære den.
Vi snakkede om at alle i familien får diagnosen, og der er nogle grundlæggende behov som, de fysiske, psykiske sociale og de åndelige, der kommer nye følelser, tanker og reaktioner. Vi skal forstå hvad der er galt, finde vores fighter vilje, mange tanker melder sig, usikkerhed kan jeg beholde mit arb, komme tilbage til arb, økonomi. Der er mange tanker- længsler. Og nye tanker kommer til, hvad er livet ? hvem er vi? hvad er lykke ? hvad med gud ? hvad med døden ? hvad giver mig håb?
Hvad skal vi sige, meget af det onde som rammer os kan vi ikke gøre noget ved, hvilket gør os usikre, men tid og nærvær kan man altid give hinanden
Tak fordi du kom i går
Tak fordi du turde komme tilbage. vi kan give gensidig glæde, behøver ikke sige noget, men vær her.
Flemming havde på et tidspunkt siddet mange timer i Jordan´s lufthavn og tænkt over livet. Og sammenlignede os med en landingsbane, vi vil gerne være et sted der er trygt at lande, vi leder efter trygge landingsbaner, mennesker der har brede, længde og rummelighed til at tage imod, men det kræver mod til at modtage, vi vil ikke lande hos hvem som helst, kræver mod at være landingsbane, bange for at det skal rammen en selv, men det er vigtig vi tør være hinandens landingsbaner.
Når vi er i krise har vi brug for hjælp, ingen kan være verdensmestre hver dag. Vi kan bære hinanden, for vi har alle brug for at blive båret på et tidspunkt i livet. og vi talte om det også var var vigtig at få lov til at bære med, når en af vores kære havde brug for at blive båret.
Så var tiden desværre ved at være gået. Tove kom med lagkage og fortalte at det var fordi hun gerne ville sig tak for de sms, telefon opkald og blomster hun havde fået ved Erling`s død.
Og vi snakke lige om de spørgsmål du havde sendt. og alle satte stor pris på at de lokale læger var tilstede ved konferencerne, ligeledes var alle også interesseret i at høre nyt fra USA.
Og vi besluttede også at vi er et par stykker som vil være tilstede ved stafet for livet og gøre lidt reklame for myelomatose foreningen samt vores lokale gruppe.
Håber det givet lidt mening hvad jeg skriver. ?
MVH Lene