Fælles DMF – IMF seminar on myelomatose for patienter og pårørende

Indlæser kort...

Efter 2 vellykkede seminarer med udenlandske gæsteforelæsere i 2011 og 2012 vil Dansk Myelomatose Forening igen i år afholde et symposium i samarbejde med den internationale patientorganisation IMF.

I 2011 havde vi besøg af professor Robert Kyle og i 2012 af professor Morie Gertz. Begge kommer fra de næsten berømte Mayo Klinikker i Rochester, Minnesota, USA.

I år får vi besøg af den anerkendte myelomatose forsker Ola Landgren. Ola Landgren er svensker, er lægeuddannet i Stockholm og har i snart 10 år været ansat som forsker ved det amerikanske National Cancer Institut i Bethesda, som ligger i nærheden af Washington. Ola Landgren har i en årrække været meget aktiv med afprøvning af nye lægemidler og nye diagnostiske metoder hos patienter med myelomatose, herunder afprøvning af behandling ved tidlig myelomatose, såkaldt smoldering myelomatose, hvor der ellers ikke nødvendigvis er behov for behandling. Herudover har Ola Landgren forsket i årsagen til myelomatose: hvordan opstår sygdommen og hvordan udvikler den sig?

Ola Landgren vil holde sit foredrag på svensk eller engelsk – og foredraget løbende blive oversat til dansk.  Efter foredraget og i løbet af dagen vil Ola Landgren være til rådighed for spørgsmål.

Udover tilstedeværelse af Ola Landgren vil der være deltagelse og indlæg af flere danske myelomatoselæger fra de største center afdelinger i Danmark, nemlig

  • Overlæge Henrik Gregersen fra Aalborg Universitetshospital,
  • Overlæge Niels Frost Andersen fra Aarhus Universitetshospital,
  • Overlæge Annette Vangsted fra Roskilde sygehus,
  • Overlæge Peter Gimsing fra Rigshospitalet, og
  • Professor Niels Abildgaard fra Odense Universitetshospital.

De vil komme med indlæg som specielt berører følgende emner:

  • Generelt om sygdommen – inklusive spørgsmål
  • Bivirkninger til behandling – inklusive spørgsmål
  • Knoglesygdommen ved myelomatose – inklusive spørgsmål
  • Hvilke nye behandlinger er på vej til Danmark? – inklusive spørgsmål
  • Hvilke forsøg kører i Danmark lige nu? – inklusive spørgsmål

De danske læger vil også deltage i spørgsmålsrunder sidst på dagen.

Det forventes at blive en meget spændende og udbytterig dag for alle. Målet er, at ingen skal gå fra mødet uden at have fået svar på sine spørgsmål.

Der vil være kaffe og rundstykke ved ankomsten fra 10.00 – 10.30.

Ligeledes er der frokost og eftermiddagskaffe.

Tilmelding senest 1. oktober 2013.

 

Vi har fået rigtigt mange tilmeldinger – det er vi glade for!

Det er lykkedes at få flere pladser, så det er stadig muligt at tilmelde sig!

revideret, 5. september 2013 af Ole

 

Tilmelding

Tilmeldinger er lukket til denne event.