Nu indføres behandlingsansvarlig læge

Borgerne skal føle sig trygge i det danske sundhedsvæsen. Derfor indføres nu en behandlingsansvarlig læge, der skal inddrage patienten, sørge for godt samarbejde om patientens forløb og undgå unødig ventetid

Patienter føler sig tabt i systemet og ved ikke, hvem de kan stille helt centrale spørgsmål. Det er desværre hverdag for mange, og det skal der nu laves om på. Derfor indføres nu en behandlingsansvarlig læge, der skal inddrage patienten, sørge for godt samarbejde om patientens forløb og undgå unødig ventetid.

Den behandlingsansvarlige læge bliver indført på alle områder, hvor der er behov for det. Ved komplicerede forløb, hvor den aktuelle behandling samtidigt involverer flere specialer/matrikler, skal der også udpeges en tværgående patientansvarlig læge.

Danske Regioner, Kræftens Bekæmpelse, Danske Patienter, Overlægeforeningen og Yngre Læger står bag beslutningen om at indføre den behandlingsansvarlige læge. Det er en kulturændring, der indebærer, at behandlingsforløbene tilrettelægges i et samarbejde mellem læge, patient og pårørende. Lægen skal sikre, at der tages hensyn til patientens ønsker og livssituation. Initiativet er en del af Danske Regioners plan for Borgernes sundhedsvæsen.

– Vi ved fra vores borgermøder, at en behandlingsansvarlig læge står øverst på borgernes ønskeliste. De vil gerne have en, der tager ansvar for deres forløb, som sørger for, at de bliver inddraget og får den nødvendige information, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner, og fortsætter:

– Vi er i gang med en stor kulturændring i retning af Borgernes sundhedsvæsen, og det her er et vigtigt skridt i den retning. Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at samle nøgleaktørerne i et partnerskab om så vigtig en opgave, og at vi kan gøre det på alle sygdomsområder. Det vil få stor betydning for patienterne.

Der vil nu blive igangsat en række initiativer på en række sygehuse og afdelinger for at udvikle den bedste model indenfor den ramme, der er aftalt mellem partnerne. Indfasningen af den behandlingsansvarlige læge og den tværgående patientansvarlige læge vil ske løbende de kommende år. Det forventes, at den behandlingsansvarlige læge vil være bredt indfaset senest medio 2018.

Læs mere:

Nationalt rammepapir om den behandlingsansvarlige læge (pdf) – oplæg fra Danske Regioner, Kræftens Bekæmpelse, Danske Patienter, Overlægeforeningen og Yngre Læger, 2015.

Skriv en kommentar