Kaare Kristensen

Vild med dans

 

Kære Kaare.

 

Jeg hører du vil redigere bladet? Det skal nok gå godt, hvis du har samme gå-på-mod som ved genoptræningen på afdeling X 1, Odense Universitetshospital, i maj 2004.

 

Nu er det tre år siden, men jeg kan huske, hvordan jeg var chokeret over den lammelse, der havde ramt dig. Jeg husker endnu, hvordan du sad i kørestol, uden at kunne bevæge dig, og hvordan du fablede om, at du ville danse med Tina Turner om halvanden måned.

 

Hvad kom der egentlig ud af det?  Ville hun danse med dig?

 

Venlig hilsen

.

Peter Bjerg Poulsen

Esbjerg

 

Ville danse med Tina Turner.

 

Tak Peter for opfordringen! Her kommer så historien.

 

Myelomatose indebærer 10% chance for tværsnits-syndrom. Dette skæve lod havde jeg trukket. Operationen viste sig at have været meget vellykket, idet jeg et par dage efter operationen havde gjort så store fremskridt, at jeg kunne bøje knæet og løfte benet 5 cm. Jeg var ikke mere total lammet. Men såvel urin- og afføring var blokeret. Derfor måtte jeg først genoptrænes, førend stråling og kemo kunne iværksættes.

Peter, du så mig ikke, da jeg var en talende grøntsag, men her har du et billede, der beviser det. Og sjov SKULLE der være plads til – jf. billedteksten.

Tre uger efter tværsnits-syndromet kunne jeg sidde i kørestol og var rask nok til stråling, og der kom vi på stue sammen.

Alle slags ulykker var hældt ned over dit stakkels hoved, men det var din kræftsyge kones forestående død (det skete næste dag), der tyngede dig mest. Men alligevel talte vi så inspirerende sammen, at jeg husker det tre år efter.Det med Tina Turner handlede om, at jeg havde sat mig to mål. Jeg ville føre en udførlig sygedagbog med masser af fotos, således at jeg kunne følge fremskridtene, og således, at dagene ikke løb ud i ét. Og mit rigtigt store mål var, at jeg ville danse med Tina (Nissen) Turner, min sødenabo,  til vor lokale byfest om 5 uger.

”Det er Deres luftkaptajn. Vi gør nu klar til landing om få sekunder. Spænd venligst Deres sikkerhedsbælte.”

Jeg ved ikke, hvor meget jeg selv troede på det, men jeg talte vidt og bredt om det, og alle smilede hjerteligt til mig.

Som ex-journalist fra DR med produktionsansvar for over tusind udsendelser, så er du nok en hund efter dokumenterede informationer, så derfor får du nu et udtræk fra min dagbog, der giver de nøgne facts om min vej til dansegulvet.

7. maj	Jeg kan flytte mig fra seng til kørestol og derefter køre en meter hen til fodenden af min seng, rejse mig og træne ståfunktionen i 2. min. ad gangen.	Min genoptræning i talerstolen
9. maj	Kan gå sidelæns og forlæns (meget små og usikre skridt), når jeg støtter mig til sengekanten
11. maj	Fyssen stiller en talerstol op på afdelingen, som jeg må træne i uden hjælp fra sygeplejerskerne

 

13. maj	12-14 små ture med talerstol, deraf de sidste uden at se i gulvet
17. maj	I fyssen fik jeg tre nye øvelser at udføre fra fodenden af min seng: stå på tæer, stå på ét ben og strække ud i læggen. På afdelingen gik jeg 10 ganglængder i talerstol (= ½ km) fordelt over hele dagen.
21. maj	51 ganglængder i talerstol (2,5 km), deraf én tur på 2 km, som tog en time.
24. maj	1,9 km i talerstol. I fyssen gik jeg fint med armstokke (krykker) inde i gangbaren
27. maj	Det gik så fint med armstokke i fyssen, at jeg fik et par med op på afdelingen til fri træning. Jeg kunne gå 100 meter af gangen. Det blev ialt til 0,6 km på krykker og 1,2 km i talerstol
30. maj	3,1 km med armstokke (faldt for anden gang i min stue, men uden at der skete noget
2. juni	½ time trappetræning med armstokke, ½ time bustur med krykker
6. juni	1 time med armstokke før morgenmaden, 3 ¼ time med armstokke i Odense Zoo, i alt ca. 4 km
7. juni	Jeg bruger ikke kørestol mere, kun armstokke. Derved bliver al slags transporteren til genoptræning
10. juni	1 ¾ time bustur til Banegården. Dagens store bedrift var, at jeg kun bruger én armstok til ALT.
16. juni	Hjemskrevet. 3 gåture med én armstok i alt 1½ time
18. juni	3 gåture, den sidste uden stok, i alt 1½ time
19. juni	Harres Byfest. Danser med Tina Turner
Kaare Kristensen
Min sving-om med Tina (Nissen) Turner –  efter to måneders genoptræning

 

Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår.

– Kinesisk ordsprog

Dagen efter at jeg fik mistanke om, at mine rygsmerter nok ikke kun skyldtes muskelinfiltrationer, vågnede jeg op på en to-mand-stue. Operationen af tværsnits-syndromet var overstået, men tiden måtte vise, om min tilstand ville bedres eller forværres. Der var en tredjedel chance for hver af mulighederne. Men hvordan kunne det blive værre? Jeg var lammet og følelsesløs fra brystet og nedad. Urin og afføring var blokeret? Min situation var ny, helt og aldeles, men morfinen holdt smerterne væk. Kun én ting gik mig på, min medpatient. Han havde taget sin sygdom med sig ned i den dybeste kulkælder og kun der nede fra ville han hjælpes. Klemtede han med klokken, og det gjorde han i ét væk, så kom sygeplejersken, stillede sig for enden af hans seng. Hans lave stemmeføring tvang hende til nærmest at lægge øret til hans mund. Uendeligt langsomt kom ordene. Et vindue skulle åbnes på klem, døren skulle lukkes, men så lydløst som muligt, forhænget til mig skulle være helt for (selvom jeg så lå i halvmørke ved fuldt dagslys). Og hvad sygeplejersken ikke kunne ordne tog hans kone sig af. Alt var jo så forfærdeligt, så forfærdeligt. Muligvis havde manden fået en dårlig diagnose, det fandt jeg aldrig ud af. Jeg måtte væk derfra hurtigst muligt, så jeg klemtede og sagde med bevidst høj stemmeføring til sygeplejersken. ”Kan jeg ikke blive flyttet til en anden stue, hvor man ikke tager livet så alvorligt, at man er bange for døden?”

Den fire mands stue, jeg kom ind på, var som skræddersyet til mit ønske. Specielt husker jeg Göran, en svensker, lille og fed. Hver gang én af os skulle tømme vort lille plasticbæger med en pille i, så skulle der hejes. Og vi lærte hurtigt alle sammen at heje som Göran:

Heja, heja,

Frisk humør

Det er dét, som KEMO’n gjør

Heja, heja, heja!

Og så skålede vi alle sammen med pilleslugeren.

 

Göran var ikke gået ned i sin kulkælder men havde i stedet taget elevatoren til øverste etage, kravlet op på taget, hvorfra han – selvom han havde fået ”en flue i øjet” –  havde en herlig udsigt over livet. Måske blev han ikke rask ved sit friske humør, men det gav ham et psykisk overskud. En klog læge på Sønderborg Sygehus, Hans Martin Petersen, sagde til os patienter på humørholdet (og sådan ét findes der på næsten alle sygehus-afdelingerne): ”Et godt humør er den bedste medicin”.

 

På det seneste er det kommet på mode at sende professionelle komedianter rundt på hospitals-afdelingerne. Skade kan det næppe gøre, men det er egentlig ikke underholdning, jeg her har talt om. ’Frisk humør’ finder man hos de fattigste af de fattige, hos naturfolk, der som eskimoerne lever med hungersnødens sværd over sig. ’Frisk humør’ drejer sig om at vise et overskud, hvor alle odds taler imod. Jeg har lagt mærke til, at fattige folk er langt mere gavmilde end rige folk. Derved viser de overfor sig selv og andre, at de ikke er slaver af livets vekslende omstændigheder, men stærkere og mere værd.

 

Bibelens fortælling om Job (Job’s Bog) handler om en ’tøsedreng’, der bukkede under af selvmedlidenhed og forfaldt til at forbande sin Gud, fordi han mistede sin rigdom og sit gode helbred.

Der kan være masser af sjov i at prøve parykker, når kemoen har

taget for sig af de naturlige krøller.

 

Hejsa, kære læser, send redaktionen et eksempler på ’Frisk humør’ – ellers tror vi jo, I alle sammen roder rundt i kulkælderen. FY FA’N!

Kaare Kristensen