Af Jørgen pårørende til – og gift med Bibi.
I mange år har jeg arbejdet som socialrådgiver med hjælp til børn og unge samt deres familier.
Jeg opnåede gennem mit arbejde, at få så megen selvtillid og faglig kompetence, at det faktisk lykkedes at hjælpe flere af dem til et bedre liv.
På min arbejdsplads var jeg vellidt og respekteret for min viden, kunnen og engagement.
I 2003 fik min hustru Bibi konstateret kræft ved et tilfælde i forbindelse med en gymnastiktime sammen med de børn hun arbejdede med som lærer på et skolehjem. Hun brækkede sin arm og en vågen skadestuelæge kunne på røntgenbillederne konstatere en mørk plet ved selve bruddet. Senere blev det på Riget konstateret at det var myelomatose.
Fra den dag begyndte Bibis liv fuldstændig at forandre sig, men det er en anden historie.
Ud over chok, og den umiddelbare store angst og frygt for at miste min elskede Bibi, som jeg nu i skrivende stund har været lykkelig gift med i 46 år, begyndte mit menneskelige og faglige skjold langsomt at falde helt fra hinanden.
Menneskeligt gjorde det ubeskriveligt ondt og det tog meget lang tid før jeg med hjælp fra psykolog fik såvel min hjerne til at tænke rationelt og logisk med hensyn til sygdommen og dens mulige forløb som mit hjerte, til følelsesmæssigt at tro på en fremtid sammen med Bibi.
Fagligt og på arbejde var det også meget vanskeligt efter 2003. Jeg kunne ikke længere koncentrere mig og mit engagement faldt meget, da jeg tankemæssigt var hos Bibi hele tiden.
Tidsmæssigt gik jeg ned i tid for at vi kunne være mere sammen derhjemme og jeg undgik en hver ekstra opgave på arbejde, og deltog kun meget lidt i det sociale liv der.
Jeg syntes at jeg svigtede mine kollegaer menneskeligt og fagligt, men jeg havde ikke overskud psykisk og fysisk til at ændre det.
Langsomt faldt dermed brugen af min faglige kompetence og jeg følte, at der ikke længere var nogen der regnede med mig på arbejde.
Jeg var der bare fysisk uden at være der åndeligt. Det var meget svært at forholde sig til.
Da jeg samtidig løbende havde angsten for at Bibi skulle få et tilbagefald svingede min situation op og ned hele tiden med det resultat, at jeg ikke kunne ændre noget ved, at min faglighed og mit menneskelige engagement faldt, og jeg blev meget sårbar overfor en hver form for problemer udefra.
For to år siden valgte jeg at gå pension, men herefter det tog mig over et år at genvinde min selvtillid og medmenneskelighed.
Jeg har ikke noget skjold længere og skal konstant passe på min sårbarhed for ikke at vælte igen.
Men jeg er i dag kommet ud på den anden side og kan se lyset igen og tror på en god fremtid sammen med Bibi
Mange hilsner Jørgen