Velcade er et nyudviklet lægemiddel, som i de foreløbig gennemførte undersøgelser har vist sig at have en betydelig effekt mod kræftcellerne ved myelomatose. Velcade godkendtes i U.S.A. i 2003 til behandling af de patienter med myelomatose, hvor sygdommen ikke kan behandles effektivt med traditionel behandling. I Danmark og EU er Velcade nu også blevet godkendt til at behandle patienter i samme situation, altså hvor sygdommen ikke kan kontrolleres effektivt med sædvanlig behandling. Cirka halvdelen af disse patienter, som ellers er vanskelige at behandle effektivt, vil have god sygdomsstabiliserende effekt af Velcade.
Det aktive lægemiddel i Velcade hedder bortezomib. Bortezomib virker ved at hæmme bestemte enzymer inde i kræftcellerne. Disse enzymer, kaldet proteasomer, er vigtige for kræftcellernes overlevelse. Ved effektiv hæmning af enzymerne vil kræftcellerne dø. Det er imidlertid ikke kun kræftcellerne som indeholder disse enzymer. Også alle raske celler i kroppen indeholder enzymerne og vil være livstruede ved længerevarende udsættelse for bortezomib. Det har imidlertid vist sig, at myelomatose celler er mere følsomme for enzymhæmningen end raske celler. På denne måde kan Velcade sammenlignes med traditionel kemoterapi. Det vil således være alvorlig risiko ved at give for store eller for hyppige doser. De hyppigste bivirkninger til Velcade er dog anderledes end ved sædvanlig kemoterapi.
Modsat sædvanlig kemoterapi medfører Velcade således typisk ikke hårtab, slimhindeproblemer eller svækkelse af immunforsvaret. De hyppigste bivirkninger til Velcade er kvalme, appetitløshed, opkastninger, diaré eller træg mave, træthed, svimmelhed (pga lavt blodtryk), blødninger (pga af blodplademangel) og smertefulde eller sovende fornemmelser i hænder og fødder. Den sidstnævnte bivirkning skyldes en form for nervebetændelse, som jo også kan ses under behandling med thalidomid og efter visse former for kemoterapi. Det er således erfaringen, at behandlingen kan være forbundet med betydelige bivirkninger. Det er imidlertid også erfaringen, at bivirkningerne svinder hurtigt i behandlingspauser og altså ikke er varige.
Velcade indgives direkte i blodbanen, som en hurtig indsprøjtning. Velcade kan således ikke optages tilstrækkeligt i mavetarmkanalen. Behandlingen gives to gange ugentlig (f.eks. mandag og torsdag) i to uger, hvorefter der holdes pause i 3. uge. Behandlingspausen i 3. uge er vigtig for at de raske celler kan komme sig under behandlingen. Herefter gentages behandlingen, hvilke altså vil sige at behandlingsintervallet er på 3 uger. Et samlet behandlingsforløb med Velcade vil bestå af op til 8 behandlingsserier, hvilket således vil vare 24 uger eller svarende til næsten et halvt år.
Behandling med Velcade kan også gives til patienter med nedsat nyrefunktion og selv til patienter, som er i dialysebehandling.
Et af de meget spændende ting ved Velcade er, at stoffet virker på en helt anden måde end de hidtil anvendte lægemidler. Dette indebærer en mulighed for, at en kombinationsbehandling med Velcade, binyrebarkhormon og andre kemostoffer vil give en mere effektiv behandling af myelomatose. Der foregår og planlægges derfor både i U.S.A. og Europa flere undersøgelser af at anvende Velcade i en kombination med andre lægemidler, og på forskellige tidspunkter i et behandlingsforløb. I Danmark, Sverige og Norge undersøges i disse måneder også muligheden for at gennemføre en behandlingsprotokol, hvor Velcade indgår i behandlingen af myelomatose på et tidligere tidspunkt i forløbet. Der er endnu ingen konkret beslutning herom.