Kræftpatienter med hårtab svigtes

Print artikel

Kræftpatienter med hårtab svigtes      

Flere tusinde kroner i forskel på det offentliges tilskud til køb af paryk. Sjællænderne får mest, nordjyderne mindst. Kræftens Bekæmpelse kræver nu ensartede regler.

Mette Bjørn Jensen måtte for få uger siden række knapt 5.000 kr. over disken, inden hun forlod frisøren i Aalborg med sin nye paryk og specialshampooen. Velvidende, at hun kun ville få refunderet godt en fjerdedel af udgiften.

 

- Men jeg var allerede så småt begyndt at tabe håret på grund af kemoterapien og vidste med mig selv, at jeg simpelthen ikke ville kunne klare at bevæge mig rundt blandt andre mennesker uden hår på hovedet, siger den 54-årige pædagog Mette Bjørn Jensen fra Hals i Nordjylland.

Mette Bjørn Jensen med sin nyerhvervede paryk

Mette Bjørn Jensen blev i sommer opereret for brystkræft. Om nogle måneder er hun færdig med sin kemoterapi, og bagefter venter en række strålebehandlinger. En langvarig sygdomsperiode, der tærer på både kræfterne og psyken.

Først vred, siden ked af det 
- Da jeg opdagede de store geografiske forskelle på det offentliges tilskud til en paryk, blev jeg først vred. Siden ked af det og samtidig helt uforstående, fortæller Mette Bjørn Jensen og fortsætter:

- Hvis jeg f. eks. havde boet i hovedstaden, ville jeg have fået 4.500 kr. til en paryk. Her i Nordjylland kan man som kræftpatient få 1.375 kr., og det beløb rækker slet ikke til en ordentlig paryk. Man fristes til at tro, at nogen synes, vi nordjyder ikke behøver at være lige så smarte som københavnerne.

En eller to parykker
Mette Bjørn Jensen har kun købt en paryk, hvor andre kræftpatienter kan være nødt til at anskaffe sig to.

- I øjeblikket er jeg sygemeldt på grund af risikoen for at få en infektion i den børneinstitution, hvor jeg arbejder. Derfor bruger jeg kun paryk, når jeg bevæger mig uden for mit hus. Men for andre kræftpatienter, der går på arbejde, kan det være nødvendigt at have flere parykker at skifte imellem, fordi parykker er meget længe om at tørre efter vask, forklarer Mette Bjørn Jensen.

Ens regler
Jurist i Kræftens Bekæmpelse, Lars Kofoed, bekræfter de store regionale forskelle på tilskuddet til parykker til kræftpatienter, der mister håret under behandlingen.

- Sagen fra Nordjylland dokumenterer derfor behovet for ensartede regler, der gælder alle kræftpatienter, uanset hvor i landet de bor, fastslår Lars Kofoed.

Problemerne omkring størrelsen af tilskuddet til parykker blev i øvrigt drøftet i Folketinget for et par år siden.

Dengang fastslog sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at det var op til de tidligere amter – nu regionerne – at fastsætte et rimeligt maksimumbeløb til indkøb af en paryk.

Brugerbetaling ad bagvejen 
- Jeg troede, at ministerens ord om "et rimeligt maksimumbeløb" indebar, at beløbet skulle dække hele min udgift til en paryk. Men det er altså ingenlunde tilfældet. Man kan simpelthen ikke få en paryk for 1.375 kr. Så stik imod gældende regler er der altså indført brugerbetaling ad bagvejen, siger Mette Bjørn Jensen.
                                                          Kilde: Kræftens Bekæmpelse