Det er ikke spor svært at forstå

Af Louise Moe, 23.

Hvad er det der er så svært at forstå!?
At det gør så ondt på mig, at jeg ikke vil tale om det!?
Hvad er det der er så svært at fatte!?
At frygten for at miste én jeg elsker, er ved at æde mig op indefra, og jeg derfor ikke kan klare at tale om det!? Hvad er det der er så svært at forstå!? Jeg KAN bare ikke!!! Jeg VIL bare ikke!!!

...det er ikke spor svært at forstå.

Telefonen ringer.
Sådan startede dagen, hvor mit og min families liv blev ændret for altid.

”Hej piger! Jeg har desværre været rigtig uheldig i dag”, griner min mor i telefonen, da jeg løfter røret. Min søster er på besøg og vi sidder og hygger.
”Jeg har søreme brækket min højre arm under en basketkamp med mine elever”, fortsætter hun med et snert af gråd og alvor i stemmen.

Senere samme dag:

Min far bøjer sig forover og dækker sit ansigt til med sine store, varme hænder. Tårene presser sig ud gennem de fortvivlede, livsforladte øjne og kæmper sig vej videre mellem hans knugede fingre, hvorefter de lander på bordet og knuses i tusinde stykker...ligesom hans hjerte.
En larmende stilhed har ramt stuen, hvor vi alle 4 sidder samlet. Vi skulle have været på restaurant og fejret fødselsdag, men planen er ændret...

HVAD!!?? Min krop bliver helt slap. Det er som om alt liv i mig, bliver banket ud af min krop for hvert hårde slag mit dirrende hjerte slår mod mit ømme bryst. Jeg er helt tom indeni. Jeg hører kun blodet, der pumper og mit hjerte, der banker i et stort, hult rum. ”Dunk…., dunk…., dunk”.
Jeg ser mig om i stuen. Overfor mig sidder min far. Hans øjne er sprængte af tåre i chok, og hans sammenkrøllede kropssprog fortæller alt om, hvordan han har det. Han befinder sig midt i sit livs værste mareridt, men denne gang hjælper det ikke at nive sig i armen for at vågne op til en mere behagelig virkelighed. Dette ER virkeligheden.
Ved vinduet står min søster. Hendes skingre gråd skærer gennem marv og ben. Min mor ser på mig med tårefyldte øjne somom hun spørger; ”Hvad siger du?”. Men jeg er lammet. Jeg kan ikke reagere.

Kære læsere.

Min mor fik konstateret myelomatose i foråret 2003. Onsdag d.29. marts. En dato som ubevidst sidder printet på nethinden resten af livet. Jeg vil i min fortælling ikke bruge så meget tid på selve sygeforløbet, da jeg er sikker på I alle ved, at vi snakker om lange ophold/indlæggelser på de bedst kvalificerede hospitaler, kemoterapi, strålebehandling, knoglemarvstransplantationer, bivirkninger, procenter af M-komponent, møder med læger og specialister, alternative behandlinger osv., osv.

Nej, jeg synes det er utrolig vigtigt, at vi bruger lidt tid på at snakke om og dele alle de ubeskriveligt svære og voldsomme følelser og tanker der banker én i gulvet, når man pludselig får at vide, at én man elsker af hele sit hjerte, eller bare holder meget af, er blevet syg...og faktisk kan dø.
….det er ikke spor svært at forstå. Ikke spor svært at forstå, hvis nogle ikke kan eller vil snakke om det, men jeg vil nu alligevel tage fat i det.

Vi flygter fra dem. Prøver med næb og klør at undgå dem. Vi kæmper imod, slås for at holde dem på afstand, holde dem fra livet af os. Og selvfølgelig gør vi det. For hvad er det DE gør ved os?
Jeg taler om alle de sværeste, mest oprivende, opslidende og uhåndgribelige følelser der dukker op i os, når dét vi troede kun kunne ske for ”de andre”, pludselig sker for os selv eller vores nærmeste. Smerten, angsten, vreden, frygten, sorgen, fortvivlelsen, frustrationen, afmagten…
Alle de følelser der vælter frem i os i så ekstrem en grad, at de næsten er for meget for et almindeligt menneske af kød og blod at forholde sig til, kæmpe med og bære rundt på. De kan være så voldsomme, at de efterlader én i et så stort og skræmmende indre tomrum, at livet ikke længere leves, men overleves. Og hvem ønsker at befinde sig dér? – i tomrummet.

Ikke mig. Ikke min mor, min søster eller min far. Ikke min nabo, min tandlæge, den lille pige på cyklen eller drengen på fodboldbanen. Ikke slipsemanden i direktørstolen, teenageren der lever et liv med tryk på, eller den ældre herre der lige er gået på pension. Ikke den nybagte mor, den gamle dame, ikke dig, ikke mig, ikke dem, ikke han eller hende. INGEN af os! Og netop derfor, vælger mange at kæmpe imod disse uoverkommeligt svære følelser, for at undgå at mærke tomrummet og føle afmagten.

...og det er ikke spor svært at forstå.

Selvfølgelig vil vi helst lægge det hele bag os som vi f.eks. kan gøre med en dårlig dag på arbejdet eller i skolen. Selvfølgelig vil vi helst glemme det hele og lade som ingenting og dermed håbe på at alle de svære følelser forsvinder. Selvfølgelig vil vi helst bagatellisere det hele i håb om at få det ned på et plan, hvor følelserne er nemmere at forholde sig til og have med at gøre.
...og det er ikke spor svært at forstå hvis mange prøver på dette.

MEN!

Ved at lægge sorgen bag os, ved at prøve at glemme, lade som ingenting eller ignorere den alvorlige situation, holder vi ikke følelserne VÆK fra livet. Vi gør faktisk det fuldstændigt modsatte. Vi holder dem i stedet helt INDE på livet af os. For i samme øjeblik vi føler og mærker en følelse, om den er god eller dårlig, så ER følelsen allerede INDE på livet af os - ellers kunne vi ikke føle den. Ordet følelse siger sig selv, er en betegnelse for/en beskrivelse af, noget der foregår indeni os og ikke udenpå eller omkring os. Kampen for at holde følelserne fra livet, får dermed den fuldstændig modsatte effekt, da vi frem for at lukke de svære følelser ud, holder dem inde og faktisk NÆGTER dem at komme ud. Vi nægter simpelthen os selv at "slippe af" med og få bearbejdet de voldsomme følelser, nægter os selv at leve livet fremfor at overleve det og nægter os selv at bryde ud af tomrummet for dermed at komme videre med en levende og livsglad sjæl.
Og igen kan jeg spørge; Hvem ønsker at nægte sig selv et levende og glædesfyldt liv?
Ikke mig. Ikke min mor, min søster eller min far. Ikke dig, ikke dem, ikke han eller hende. INGEN af os!

MEN!

Det kan være nemt nok at sige. Det kan være nemt nok at stille det op på denne måde. Nemt nok for nogle af os. Men hvad med mig, min søster, min mor, min far, min nabo og alle de andre. Hvad med alle os som IKKE kan, vil eller tør at lukke de svære følelser ud og VÆK fra livet af os!? ...os der ikke ved HVORDAN!?
Magtesløsheden og fortvivlelsen har taget så hårdt et greb i os, har snoet sig så stramt om vores hals og strube, at vi næsten ikke kan trække vejret længere. Hvad gør vi!? Hvad gør JEG!?

Ligeså forskellige vi er, ligeså mange måder er der, efter min mening, at tackle sorg på. Nu har jeg flere gange i min fortælling brugt udtrykket, at vi holder de svære følelser "VÆK fra livet af os". Med dette mener jeg, at rigtig mange både mænd, kvinder, unge og gamle, enten ikke kan, vil eller tør at sætte ORD på og snakke om de følelser og tanker de mærker indeni. De er indvendigt omringet af så voldsomme følelser, at de er ved at drukne og dermed efter bedste evne og største overbevisning, selvfølgelig prøver at beskytte sig ved at lukke af for følelserne der gør så ondt.

Det kan virkelig være svært og meget grænseoverskridende at gå fra et "normalt" liv med "normale hverdagsfølelser", til et liv hvor alting pludselig er sat på spidsen. Hvis vi fra start intet vil have med de svære følelser at gøre, kan det virkelig også være svært pludselig at springe til ligefrem at sætte ord på. Måske kan du slet ikke finde ord for det der sker indeni dig? Måske mærker du tusindvis af følelser du aldrig i dit liv har følt og mærket før, og du derfor måske ikke engang ved hvad de "hedder", hvad de betyder, hvor de kommer fra og hvorfor du pludselig føler sådan?

...og det er ikke spor svært at forstå.

Det væsentlige, efter min mening, er egentlig heller ikke at vi død og pine SKAL sætte ord på vores følelser for at "overleve" og have med den svære situation at gøre. Der er rigtig mange måder at komme ud med sorgen på, andet end at snakke om den. Det vigtige er bare, at vi finder den bedste måde for lige netop os selv, så vi kan få følelserne bearbejdet. For det er DET, som er nøglen til, at livet kan gå videre. Livet skal leves MED og ikke UNDERLAGT sygdommen. Det mener jeg er meget vigtigt at huske på.

Forestil dig at du står midt i en kæmpe labyrint. Den består af høje, sorte vægge som aldrig vil kunne bestiges. Du er derfor NØDT til at gå ned af de forskellige gange i labyrinten for at finde vejen ud. Tænk på labyrinten som én af de svære følelser du mærker. Du står midt i den, for i og med du har følt og mærket den, er den også inde i dig/du er inde i den. Her står du så og du har faktisk kun 2 muligheder: Den første er, at du kan sætte dig ned på jorden, give op og dermed lade følelsen "vinde" og være underlagt den resten af livet. Det andet er, at du kan tage kampen op og starte på at begive dig rundt i følelsen (rundt i gangene i labyrinten) i håb om at finde den rigtige vej ud. Og tro mig, du VIL finde vejen ud - det er der ingen tvivl om.
Det er bare vigtigt at forstå, at vi ikke kan komme UD af /"slippe af med" en svær følelse, før vi har været INDE i den.

Jeg forstod ikke hvad det betød, at min mor havde fået kræft. I mit hoved har kræft altid været en sygdom, som folk døde af på stedet – ingen kunne reddes, så fik et menneske først konstateret kræft, var personen så godt som død. Så da jeg dén dag fik at vide, at min mor havde kræft, og endda i knoglemarven som befinder sig i samtlige knogler i hele kroppen, faldt min verden fuldstændig sammen. Måske du kender det? Jeg havde på dét tidspunkt i mit liv aldrig kendt en person med kræft, så mit skræmmebillede af sygdommen havde aldrig fået en realistisk drejning, var aldrig blevet afkræftet, så da min mor fortalte mig, at hun havde fået kræft, var det som at fortælle mig, at hun snart skulle dø.

Jeg startede til psykolog for at få én udefra at snakke med om det. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv! Han hjalp mig til at turde træde ind i alle følelserne og begive mig rundt i dem, som var hver af følelserne en stor labyrint. Og jeg fandt vejen ud af dem alle.
Det var SÅ ubeskriveligt hårdt, men jeg havde ikke været hér i dag, hvis ikke jeg havde taget fat i alt det, der foregik indeni mig.

Og så kommer reaktionen...

Jeg vender mig om mod min mor og ser hende dybt ind i hendes tårefyldte øjne. Jeg forstår ikke et ord af det, hun lige har sagt og dog mærker jeg smerten i brystet som 10 knive, der skærer løs i mit kød. Tiden går i stå og jeg husker ikke andet end, at jeg bliver vred og skælder hende ud over, at hun er blevet syg...en helt naturlig reaktion.

...og det er ikke spor svært at forstå.

Epilog:

I dag har min mor det rigtig godt. Efter 2 transplantationer i år 2004, kom hendes tal helt i nul, hvilket de har været lige siden – fantastisk! Vi nyder hver eneste dag sammen og mærker virkelig glæden ved livet. Nedenstående digt har gjort et stort indtryk på mig og hjulpet mig til hver eneste morgen i livets sværeste stunder, at tænke positivt og fremad. Digtet hedder ”Dagen i dag”. Jeg synes, I alle skal skrive det ned, hænge det op over jeres seng og læse det hver eneste morgen.

1) Dagen i dag er din min ven,
dagen i går kommer ej igen.
Dagen er lige her og nu,
indholdet skaber du.

2) Fyld den med glæde, varme og tro,
andre skal føle dagen er go`.
Hvor der er vilje er der vej,
nu er der brug for dig.

3) Dagen i dag tilhører dig,
dagen i morgen kender du ej,
ved ikke hvad den bringe vil,
eller om du er til.

4) Dagen i dag du udnytte må,
selvom den også tegner lidt grå.
Nu er det bare op til dig,
hvordan den former sig.

(ukendt forfatter)