Print artikel
PXD101: Et nyt middel til behandling af myelomatose?
Følgende er uddrag af tekster fra nettet samlet af Hanne Bodilsen.
Gennem de seneste ti år er der fremkommet stadig flere undersøgelsesresultater, som belyser histone deacetylasers (HDAC) rolle i reguleringen af genernes funktion. Undersøgelserne belyser især HDACs funktion i reguleringen af de gener, som har relation til kræftsygdomme.
HDAC hæmmere er en ny gruppe kræftbehandlingsmidler, som er rettet mod HDAC enzymer. Undersøgelser viser, at de kan stoppe kræftcellers vækst, fremme cellers naturlige død, forhindre dannelsen af ny hårkar samt i kombination med andre behandlingsmidler bryde behandlingsresistens. PXD101 er en sådan HDAC hæmmer.
Det forventes, at HDAC hæmmere vil få betydning i behandlingen af en række former for kompakte kræftsvulster og også i behandlingen af hæmatologiske kræftsygdomme som lymphom, leukæmi og myelomatose.
På det amerikanske hæmatologiske selskabs årsmøde i december 2005 blev der præsenteret indledende resultater omfattende 16 patienter. Forsøgene havde vist at PXD101 tåles godt efter intravenøs indgift og at det kunne have effekt ved myelomatose, non-Hodgkins lymphom samt en form for kronisk leukæmi.
Resultater fra kliniske fase I forsøg og fra indledende forsøg til vurdering af PXD101s virkning på en række hæmatologiske, multiresistente tilfælde viste at midlet normalt blev tålt godt. De mest almindelige bivirkninger var træthed, kvalme og opkast. Det stemmer overens med erfaringerne fra en større fase I undersøgelse omfattende patienter med kompakte kræftsvulster.
PXD101 vurderes i øjeblikket i indledende fase II kliniske undersøgelser bl.a. på Rigshospitalet. Disse undersøgelser forventes afsluttet i 2006. Foreløbige resultater forventes at foreligge midt på året.
PXD101 ejes af firmaerne CuraGen og TopoTarget i forening. CuraGen er et amerikansk selskab. TopoTarget er et dansk/engelsk/tysk selskab med speciale i kræftforskning.
I Danmark har selskabet adresser på Østerbro og på Rigshospitalet. Det er da lidt interessant, at vi nu indenfor kræftforskningen er med helt i front.
Kilder:
www.topotarget.dk (19. december 2005)
http://biz.yahoo.com/prnews/051118/nef004.html?.v=36 (18. december 2005)