Psykiske reaktioner på kræft

af Eva Ethelberg, psykolog - leder af Kræftrådgivningen i København og Frederiksberg

Vi taler tit om, at det er et chok at få en kræftdiagnose, at man derefter er i en krisetilstand og at man senere sørger over tabet af forskellige livsmuligheder. Det er en sandhed med modifikationer. Vi er jo forskellige, har hver vores individuelle personlighed, forskellige erfaringer med og viden om kræft, forskelligt temperament, mm. Når vi får kræft reagerer vi tilsvarende forskelligt. Nogle bliver meget angste, andre tager det med stoisk ro, andre igen bliver meget aktive for at opsøge viden og finde handlemuligheder - og en del svinger mellem forskellige reaktionsmåder igennem sygdomsforløbet. Kræftpatienter, der tager det roligt, bliver ofte spurgt af bekymrede venner og familiemedlemmer, om de ikke lægger låg på deres angst og sorg. Det kan godt være, men det er langt fra sikkert. Der er ingen rigtig måde at reagere på, de fleste reagerer på den måde, som ligger naturlig for dem, og som normalt også er den bedste for dem. Det er når reaktionerne forskrækker kræftpatienten selv, når hun eller han måske ikke kan kende sig selv i den tilstand, er usædvanlig voldsomme og/eller langvarige, at der kan blive behov for at tale det igennem med en professionel rådgiver - f.eks. på én af Kræftens Bekæmpelses rådgivninger. Kræft er en alvorlig sygdom. Udover at være en belastning for kroppen, er den også en psykisk belastning. Set på afstand er det en psykisk belastning, der rammer alle der får en kræftdiagnose. Men som nævnt er der grund til at skelne mellem den psykiske belastning og den psykiske reaktion. Belastningen er så at sige ydersiden af traumet, dvs det der kommer udefra, det som rammer de fleste. Den psykiske reaktion er indersiden af traumet, personlighedens individuelle reaktion på denne belastning. Det er her de individuelle forskelle kommer ind. Af belastninger eller psykiske udfordringer, som kræftpatienten skal finde sin egen løsning på, skal jeg her nævne: Tanker om døden: For mange kræftpatienter er det måske første gang, at de rigtigt forstår at de skal dø i det hele taget og måske endda for tidligt af kræft. Mange sætter lighedstegn mellem kræftdiagnose og død.

At finde mening: Selvom det måske ikke stemmer med fakta, kan det være en støtte at finde en foreløbig forklaring på, "hvorfor det lige ramte mig?" eller "hvad har jeg gjort forkert?". Meningsløsheden er svær at acceptere og bearbejde, "det må være nogens skyld". Afstanden mellem den erkendelsesmæssige forklaring og den værdimæssige mening (og måske skyld) er meget kort hos et psykisk belastet menneske.

Isolation: Selvom kræftpatienter er omgivet af støttende personer, vil der ofte være en oplevelse af at være "alene med sin skæbne", de andre forstår ikke helt, når de ikke selv har prøvet. Beslutningerne om f.eks. behandling må man i sidste ende selv tage. Denne oplevelse er ekstra bitter for de kræftpatienter, der - som så mange andre - aldrig har erkendt den eksistentielle isolation eller "alenehed" som et menneskeligt eksistensvilkår. Ud fra en eksistenspsykologisk synsvinkel er forudsætningen for autentiske relationer og fællesskab netop en erkendelse isolation. Man må være adskilt for at kunne være sammen.

Friheden: Ikke kun hvis behandling er udsigtsløs, men også tidligt i sygdomsforløbet overvejer mange kræftpatienter, om de skal lave drastisk om på deres tilværelse: finde andet arbejde, holde op med at arbejde, blive gift/skilt, rejse jorden rundt, flytte - gøre alle de ting, som de har drømt om. Overvejelserne kan være belastende, ikke mindst fordi ændringerne også ses både som mulig forklaring på og derfor som løsning på sygdommens gåde.

Usikkerhed om fremtiden: Ingen planer kan lægges uden at medtænke, at sygdommen kan komme tilbage eller forværres. Usikkerheden forstærkes ved stadige påmindelser fra aviser, radio og tv-udsendelser om kræft. Selv mindre sygdomstegn som forkølelse kan vække ængstelse og tolkes som tegn på svækket immunforsvar. Muskelsmerter og andre, normalt harmløse, symptomer kan hos den ængstelige opfattes som tegn på recidiv.

Tab af kontrol: Mange kræftpatienter føler, at de mister kontrollen over deres liv, når der synes at være så lidt de selv kan gøre for at få det bedre. Oplevelsen af at kunne gøre noget er vigtig for hvordan man klarer sygdommen psykisk. Modsat kan følelse af hjælpeløshed øge risikoen for depression.

Problemer med åbenhed: Selvom åbenhed kan give lettelse og støtte, er mange kræftpatienter med rette usikre på, hvordan arbejdsgiver, kolleger, naboer, venner og familie vil reagere på kræftdiagnosen. Det er ganske vist sjældent nu om dage, at andre føler sig direkte frastødt, men en del af dem vil alligevel være usikre på, hvordan de skal tale med kræftpatienten og derfor forsøge at undgå ham eller hende.

Den belastende diagnose- eller behandlingssamtale: udover de eksistentielle belastninger vil jeg fremhæve, at diagnose- og behandlingssamtaler kan forløbe på en unødvendigt belastende måde. De fleste kræftpatienter husker i mindste detalje, hvordan de fik kræftdiagnosen. Det at få en kræftdiagnose eller information om, at behandling er udsigtsløs, er naturligvis i sig selv en psykisk belastning. Men det kan fra lægens side gøre mere eller mindre hensigtsmæssigt og hensynsfuldt. Vi har mange eksempler på, at en dårlig kommunikation i diagnosesamtalen har præget kræftpatientens måde at klare sygdommen på i negativ retning. Det er ofte i diagnosesamtalen at kræftpatientens tillid til behandlingen og behandlingssystemet bliver skabt. Derfor er det særlig vigtigt, at lægerne er gode til at tale med patienterne på ind indfølende og letforståelig måde.